Nyt musikalsk potpourri for seniorer er i støbeskeen

Informationsmøde og uformel casting for alle interesserede

Der er fuld gang i planlægningen af det succesrige musikalske seniorprojekt Musikalsk Potpourri, som i efteråret skal afvikles for tredje gang. Der holdes informationsmøde for alle interesserede i Trommen fredag 17. august kl. 10-12, hvor biblioteksleder Marianne Wulff er vært.

Annette Marschall Wedel-Heinen fra Frivilligcenter Hørsholm vil fortælle om Musikalsk Potpourri, og projektets sprudlende korleder Peter Spies slår tonen an til fællessang og træning af stemmebåndene.

Alle seniorer på 65 år og derover, der har bopæl i Hørsholm Kommune og har lyst til at deltage med sang, musik, dans, syning eller noget andet praktisk i Musikalsk Potpourri, er velkomne til informationsmødet, der ikke kræver tilmelding – man skal blot møde op. Musikalsk Potpourri kulminerer med en forestilling i Trommen efterfulgt af en lille turné på lokale plejecentre.

Venskaber og oplevelser

Musikalsk Potpourri er finansieret af Hørsholm Kommune via værdighedsmidler, som folketinget har bevilget kommunerne. Formålet er at skabe nye venskaber og oplevelser for lokale ældre – både syge og raske – samtidig med at deltagerne i fællesskab stabler en musikalsk forestilling ud over det sædvanlige på benene.

Efter introduktionsmødet i Trommen 17. august øves der fast hver fredag kl. 10-12 i Den Gamle Byrådssal, første gang fredag 24. august, frem til premieren onsdag 28. november.

logy

Publiceret 10 August 2018 06:00

SENESTE TV