The Latino Clasico byder 23. oktober på en krydret blanding af populære sange og musik. Pressefoto

The Latino Clasico byder 23. oktober på en krydret blanding af populære sange og musik. Pressefoto

Trommen fyldes af klassisk og latinamerikansk musik

Hørsholm Musikforening præsenterer 23. oktober sopran Signe Asmussen, Erik Kaltoft og The Latin Clasico

Hørsholm Musikforenings næste koncert finder sted i Trommen tirsdag 23. oktober kl. 19.30, hvor man kan opleve en spændende blanding af klassisk og populær musik, der byder på både latinamerikanske, danske og andre komponister.

I første del af koncerten synger sopranen Signe Asmussen Manuitt med Erik Kaltoft ved klaveret kompositioner af Alberto Ginastera, Peter Heise, Carlos Guastavino, P.-E. Lange-Müller og Joaquin Turina.

Signe Asmussen og Erik Kaltoft ved klaveret står for første del af koncerten.

Signe Asmussen og Erik Kaltoft ved klaveret står for første del af koncerten.

Fælles for disse komponister er, at de skriver 'klassiske' værker, som er inspireret af folkelige sange og musik.

Løsslupne efter pausen

Efter pausen præsenterer The Latin Clasico en latinamerikansk krydret blanding af populære sange og musik af bl.a. George Gershwin, Evert Taube, Carl Nielsen, Santana, Vélazquez, José Marti, Joseito Fernández, Buena Vista Social Club, Antonio Carlos Jobim og Kim Larsen.

Ud over Signe Asmussen og hendes mand Ernesto Manuitt Hernández består The Latin Clasico af fire herboende cubanske musikere.

For at lægge op til den mere løsslupne stemning bydes der på en drink i pausen.

Indmeldelse i Hørsholm Musikforening sker på www.hmusik.info, ved tlf. 6169 0138 - eller ved indgangen til koncerten. Gæstebilletter à 150 kr. kan købes i Trommens billetsalg fra kl. 19. Trommens café tilbyder inden koncerten dagens ret, som i dagens anledning er latinamerikansk inspireret.

jesl

Publiceret 17 October 2018 15:00