"Det gode forhold til Trommen og forvaltningen er genoprettet," siger Hørsholm Musikforenings formand Henrik Brendstrup. Foto: Fred Jacobsen

Forening i forandring:

Er musikken god, er oplevelsen det også

Hørsholm Musikforening tager nye genrer ind uden at miste sit udgangspunkt

Af
Fred Jacobsen

Selv om man allerede har kunnet høre cubanske rytmer og nogle mere jazzede toner i Hørsholm Musikforenings tilbud, skal man ikke tage fejl: Foreningen går stadig efter musik, der "ikke behøver at være til alle", er elitær, og helst skal være "det bedste af det bedste".

"Hardcore strygemusik bliver aldrig hver mands eje," fastslår foreningens formand Henrik Brendstrup. Det er også derfor, foreningen vil åbne for nye genrer. Uden at miste sit udgangspunkt. Som er, at Hørsholm Musikforening er en forening med klassisk kammermusik.

Forholdet genoprettet

Henrik Brendstrup, 58-årig celloprofessor ved Det Jyske Musikkonservatorium, aktiv musiker i blandt andet Chamber Orchestra of Europe og tidligere Det Kongelige Kapel, har nu været formand for den lokale musikforening i mere end et år. En periode, der har været præget af medlemsnedgang og ny orientering efter en lang strid - internt og eksternt - om brug af Trommen som koncertsted.

I den diskussion skærer Henrik Brendstrup klart igennem.

"Det gode forhold til Trommen og kommunens forvaltning er genoprettet. Trommen har ikke en flatterende akustik, den er stort den samme som før ombygningen. Men det, jeg synes er interessant her, er, at når bare musikken er god, så er oplevelsen det også," siger Brendstrup, der meget helle vil snakke om foreningens fremtidige musiktilbud end om fordums kampe.

Hardcore strygemusik bliver aldrig hver mands eje

"Vi bruger de spillesteder, vi har, til det, de er bedst til," forklarer formanden med henvisning til, at Hørsholm Musikforenings program frem til slutningen af april finder sted både i Hørsholm Kirke og i Trommen.

Henrik Brendstrup er celloprofessor. Arkivfoto

Henrik Brendstrup er celloprofessor. Arkivfoto

Henrik Brendstrup er optaget af at få musikforeningens traditionelle publikum til at åbne sig for nye genrer og den sammensmeltning af genrer, der finder sted.

Folkemusik og sax

Eksempelvis cubanske rytmer - eller når eksempelvis et af de mest fornemme fortolkere af klassisk kammermusik, Det Danske Strygekvartet, går i krig med opdateret nordisk folkemusik i egne arrangementer.

Noget af det vil koncertgængere selv kunne opleve i marts i Trommen, når 'Dreamers Circus' optræder. Her spiller Rune Tonsgaard Sørensen violin - han er også en feteret violinist i Den Danske Strygekvartet. Også en koncert i næste måned, 11. december i Trommen med Jór Saxofonkvartet, er udtryk for, at Hørsholm Musikforening ikke vare vil byde deres traditionelle 'fans' for noget andet, men også gerne trække nye og yngre medlemmer til. Det er der nemlig brug for, når man over en årrække er 'skrumpet' fra et par til et halvt hundrede medlemmer.

"Man skal jo husk på, at man som medlem får en koncert for 100 kr. Det er ganske attraktivt," påpeger Henrik Brendstrup, der i kraft af selv at spille mange forskellige steder selvfølgelig har et bredt netværk at trække på, når det gælder om at hyre musik.

Publiceret 04 December 2018 11:00

SENESTE TV