Juletræet står pyntet som i gamle dage, når museet holder julestue på søndag 9. december. Pressefoto

Juletræet står pyntet som i gamle dage, når museet holder julestue på søndag 9. december. Pressefoto

God gammeldags jul på Hørsholm Egns Museum

Museum Nordsjælland inviterer til julestue på søndag 9. december med 'Peters Jul' som tema

Museum Nordsjælland inviterer igen i år til hyggelig julestue på Hørsholm Egns Museum. Det sker søndag 9. december kl. 11-16, hvor temaet er 'Peters Jul'.

Julen er båret af traditioner og historie, og museet vil skabe en gammeldags jul for de besøgende, så man kan komme i ægte julestemning med fortællinger, musik og forestillinger på et gammeldags dukketeater.

Man kan også selv være med til at klippe og flette den fineste gammeldags julepynt, som man kan tage med hjem.

På søndag er der også mulighed for at klippe gammeldags julepynt.

På søndag er der også mulighed for at klippe gammeldags julepynt.

Historiefortælleren Kisser kommer og læser op af den skønne julehistorie fra 1800-tallet. I en af museets gamle stuer vil man kunne se et juletræ, der er pyntet som i 'Peters Jul'.

Dengang skulle træet 'spises', og derfor er træet pyntet med æbler, honningkager og sukkerstænger, og i toppen af træet troner en nisse. De rød-hvide flag, som vandt udbredelse i Danmark efter krigen i 1864, er naturligvis også på træet. Man kan også se legetøj hænge på træet, for dengang var det skik at hænge gaver direkte på juletræet.

Museets gamle julekane står pyntet og klar ved museet – så måske er det her, årets julefoto skal tages?

På Hørsholm Egns Museum kan man opleve 'Peters Jul'.

På Hørsholm Egns Museum kan man opleve 'Peters Jul'.

Museet har gratis adgang, og til rimelige priser kan man købe varm kakao og småkager bagt efter opskrifter fra oldemors tid.

jesl

Publiceret 06 December 2018 06:00

SENESTE TV