Hørsholm Kommunes natur, historie og kultur samlet i én bog

146 forskere og eksperter har bidraget til Trap Danmarks rigt illustrerede bog

I september i år udkom den 390 sider store Trap Danmark: Frederikssund, Hillerød, Allerød, Hørsholm, Rudersdal i én samlet indbunden bog om de fem nordsjællandske kommuner.

Nu bliver indholdet fra den store bog til fem selvstændige bøger – én for hver kommune. 'Trap Danmark: Hørsholm Kommune' udkom 23. november, og heri kan man få omfattende viden om Hørsholm Kommunes natur, historie, kultur og samfundsforhold, skriver Trap Danmark i en pressemeddelelse.

Til at tage med på tur

"Hvor den store indbundne bog er oplagt at have liggende på sofabordet derhjemme for at nærstudere hele området, så er vores mindre kommunebøger oplagte til at give som gave og til at tage med på tur i den enkelte kommune," udtaler chefredaktør Niels Elers Koch i pressemeddelelsen.

I alt har 146 forskere og eksperter bidraget til den rigt illustrerede bog med viden om det væsentligste fra Sjælsmark til Rungsted Havn og fra Mikkelborg til Smidstrup.

Her kan man blandt andet blive klogere på Danmarks første motorvej, Folehave og Sjælsø Rundt, udforske det forsvundne Hirschholm Slot og den tilhørende kærlighedshistorie. Eller læse om udviklingen fra fiskerihavn til lystbådehavn i Rungsted og om Karen Blixens fødested, Rungstedlund.

Udgivelse støttet af fonde

Bogen er baseret på indholdet om Hørsholm Kommune i Trap Danmark 6. udgave, bind 27: Frederikssund, Hillerød, Allerød, Hørsholm, Rudersdal og er suppleret med et kort over København og omegn, inkl. kommunen i målforholdet 1:75.000 samt et forord af borgmester Morten Slotved.

Kortet findes også som selvstændigt produkt i falset kort i plastlomme eller plankort til at hænge op.

Bogen og kortene kan købes/bestilles hos alle landets boghandlere.

Bag udgivelsen står Trap Danmark A/S med økonomisk støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt G.E.C. Gads Fond. H.K.H. Kronprinsen er protektor for Trap Danmark.

Man kan læse mere om Trap Danmarks udgivelser på www.trap.dk

jesl

Publiceret 14 December 2018 08:46

SENESTE TV