Værkerne viser Dea Trier Mørch som humanist og socialrealist.

Værkerne viser Dea Trier Mørch som humanist og socialrealist.

Dea Trier udstilles på Louisiana

Fra januar til april vises en udstilling på Louisiana med værker af Dea Trier Mørch

Dea Trier Mørch kommer på besøg fra 17. januar til 28. April.

Udstillingsserien 'Louisiana on Paper' viser grafiske arbejder og tegninger på papir. Den nye udstilling i serien fokuserer på pionérfiguren i den feministiske kunst i Danmark nemlig Dea Trier Mørch, der levede fra 1941 til 2001. Udstillingen på Louisiana er den første museumsudstilling af kunstnerens grafiske værk, set som billedkunst.

Familien, som i dag varetager kunstnerens arkiv, har stillet udstillingens omrking 90 værker til rådighed. Det er værker med fokus på perioden 1967 til 77, hvor grafikken spillede en hovedrolle i Dea Trier Mørchs kunstneriske virke.

Nutidigt blik på Trier

"Selvom Dea Trier Mørchs forfatterskab er kendt af mange – især i 1960’er generationen, og hun som del af kunstnerkollektivet ’Røde Mor’ har opnået en bred folkelig udbredelse af specifikke kunstneriske motiver, er hendes grafiske produktion alligevel relativt ubeskrevet i en billedkunstnerisk sammenhæng," skriver Louisiana i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Dermed åbner udstillingen 'Ind i verden' for et nyt blik på en kunstners værk. Dea Trier Mørchs linoleumssnit spænder motivisk fra intime skildringer af fødsler og hverdagsliv – med en distinkt kropsaktivistisk og feministisk toning – til politiske motiver af politiske fanger og frihedskæmpere – med det stærke menneskelige portræt i centrum.

Værkerne viser Dea Trier Mørch som humanist og socialrealist. Hun retter blikket mod den fødende, det nyfødte barn, den nybagte far, det ældre menneske, arbejdsmanden, kvinden der gør rent på hospitalet, frihedskæmperen og den unge soldat," skriver museet.

Begyndte som 16-årig

Allerede som 16-årig begyndte Dea Trier Mørch på Kunstakademiet, men hun følte sig aldrig hjemme på en uddannelse, hvor det abstrakte maleri og den dertilhørende kunstnerrolle i de sene 1950’ere var i centrum.

På rejser og akademiophold i Østeuropa fandt hun inspiration i plakatkunst og eksperimentalteater, som åbnede for en mere folkelig og virkelighedsskildrende kunst, og dermed blev grafikken, og særligt linoleumssnittet, hendes medium.

Dea Trier Mørch vendte tilbage til Danmark i 1968 og var året efter med til at etablere kunstnerkollektivet ’Røde Mor’, der med politisk brod forenede billedkunst, rockmusik og teater. Dea Trier Mørchs linoleums-snit var en hurtig billedform, der med stærke og kontrastfyldte motiver egnede sig til mangfoldiggørelse i plakater og andre tryksager og gav gruppens arbejde en markant visuel gennemslagskraft.

"Med tiden blev grafikken nært knyttet til Dea Trier Mørchs forfatterskab, der i høj grad lever i samspillet mellem tekst og få, men stærke billeder. Med afsæt i romanværket 'Vinterbørn' fra 1976 skabte Dea Trier Mørch serier af hverdagsskildringer i linoleumssnit, der i sig selv står som et væsentligt kunstnerisk bidrag. Med billederne af fødsler og fødende kvinder føjede Dea Trier Mørch en helt ny dimension til en billedkultur, hvor dette almenmenneskelige vilkår er forbløffende ufortalt. Hvor døden er et udbredt tema i billedkunsten, er livets begyndelse et motiv, som først får større kunstnerisk bevågenhed med feminismen. Dea Trier Mørchs værker er på ingen måde berøringsangste, når det kommer til kroppen som menneskets udgangspunkt," skriver Louisiana.

Kapp

Publiceret 12 January 2019 06:00