Live streaming:

Bliv klog på hjernen

Naturvidenskabeligt foredrag på Hørsholm Bibliotek

Hørsholm Bibliotek fortsætter sidste sæsons succes og viser henover foråret fire livestreamede naturvidenskabelige foredrag i Lilletrommen – direkte fra Aarhus Universitet.

Tirsdag 19. februar kl. 18.45 til 21.15 zoomes der ind på vores nydelsesfulde hjerne med forelæser og professor i neuroscience Morten L Kringelbach fra Music in the Brain, Aarhus Universitet og The Queen's College, University of Oxford.

Hør om, hvordan forskningen i nydelse og begær ved hjælp af hjerneskanninger og computermodellering kan være en nøgle til at forstå, hvordan vores hjerne er indrettet, og hvordan vores livskvalitet kan forbedres.

"Hjerneforsker Morten Kringelbach er verdens førende ekspert i nydelse og forsker i, hvordan sanselig og social nydelse i høj grad er med til at definere vores liv, men også hvordan manglen på nydelse, anhedoni, har stor betydning for lidelser som depression, kronisk smerte og spiseforstyrrelser, " skriver Hørsholm Bibliotek i en pressemeddelelse.

Du vil høre om, hvordan resultater fra computermodellering og hjerneskanninger, som måler aktiviteten i levende menneskehjerner, afdækker, hvilken betydning mange nydelser som f.eks. mad, sex, rusmidler og musik har for vores livskvalitet. Gratis billetter er på bibliotekets hjemmeside.

Publiceret 10 February 2019 07:22