Benny Pedersen er bibliotekar på Hørsholm Bibliotek. Arkivfoto

Benny Pedersen er bibliotekar på Hørsholm Bibliotek. Arkivfoto

BOGANBEFALING:

Mød Knudsen, manden der fik den amerikanske krigsindustri i omdrejninger

'One Dollar Man' er historien om en næsten glemt stor dansker i USA - The Godfather of Chevrolet, William S. Knudsen

Af
Benny Rolf Pedersen

bibliotekar

Ole Sønnichsen, journalist, udgav i 2013-15 det meget roste tobinds-værk ”Rejsen til Amerika” om nogle af de 350.000 danskere, der udvandrede til Amerika mellem 1850 og 1920.

Under arbejdet med arkivmaterialet støder han på navnet William S. Knudsen, der udvandrede til USA i 1900 med 30 dollars på lommen og endte som topchef for dengang verdens største bilkoncern, General Motors. Ikke nok med det: Han spillede en altafgørende rolle som chef for USA's krigsproduktion under 2. verdenskrig. Besynderligt nok var hans historie stort set glemt både i USA og i Danmark her 70 år efter.

”Jeg vidste på stedet, at jeg måtte skrive bogen om ham. Derfor underspillede jeg med vilje fortællingen om ham i mine udvandringsbøger – og gemte alt det gode til ”One Dollar Man”, der er klar nu”, fortæller Ole Sønnichsen.

Cykelsmed i jakkesæt

William S. Knudsen går i land på Ellis Island som 20-årig med en uddannelse som cykelsmed og en kuffert fyldt med amerikanske drømme.

”Skynd dig, din store dumme svensker”, var det første, nogen sagde til ham på engelsk, da han gik fra borde i nålestribet jakkesæt, grå hat, halstørklæde og en tung frakke.

Efter de obligatoriske daglejer jobs her og der, lykkes det ham over en årrække at skabe en succesfuld karriere. Først hos Ford i Detroit. Han var populær hos Henry Ford, der havde visionerne oppe i hovedet og konstaterede at Knudsen havde evnerne til at virkeliggøre dem på fabriksgulvet. Men Henry Ford var aldeles enerådende og til sidst blev det for meget for Knudsen.

Godfather of Chevrolet

Der gik ikke lang tid før konkurrenten General Motors havde headhuntet ham, et dengang også helt nyt begreb. På bare to år lykkedes det ham som produktionschef at forøge antallet af producerede biler fra 68.000 til 480.000. En selv efter amerikanske forhold kraftpræstation, der gav genlyd i medierne. En avis skrev bl.a.:

Skynd dig, din store dumme svensker

”Bill Knudsen har både en stor krop og en stor sjæl, og han er en livsklog inspirator. Under det uglede, grå hår og glimtet i øjet og det vindende smil arbejder Knudsens hjerne med et maskingeværs hastighed. Han har en sand leders sind, et sind, der fokuserer på målet uden at lade sig aflede af små problemer”.

'One Dollar Man' er historien om danskeren William S. Knudsen, der blev en stor mand i USA.

'One Dollar Man' er historien om danskeren William S. Knudsen, der blev en stor mand i USA.

I 1937 bliver Knudsen, nu omtalt som ”The Godfather of Chevrolet” øverste chef for hele General Motors med en dengang svimlende årsløn på 300.000 $. (Svarende til ca. 30.000.000 kr. i nutidspenge)!

Den 28. maj 1940 ringer telefonen på chefkontoret hos GM i Detroit. Det er præsident Roosevelt, der er i røret og han vil gerne have, at Knudsen kommer til Washington D.C. så hurtigt som muligt. Han tager orlov fra GM og lander i hovedstaden et par dage efter. Han skal sammen med andre industriledere omstille USA's produktion fra fredstid til mulig krigstid. En opgave af ufattelige dimensioner. Den er ulønnet, fordi det er et nationalt anliggende og aflønnes med den symbolske ”one dollar a year”.

Produktionslavinen

Da USA bliver inddraget i 2. verdenskrig er landet yderst velforberedt og det kører under resten af krigen på skinner med produktion af eksempelvis 250.000 fly og 77.000 kampvogne. Alt under ledelse af Knudsen, der nu er trådt ind i hæren og er blevet trestjernet general. Han tillægges æren for at have forkortet krigen for USA og dermed have sparet tusindvis af soldaterliv.

”Vi vandt, fordi vi druknede fjenden i en produktionslavine, som ingen havde set mage til eller turdet drømme om”, fortalte han til pressen. Han vendte hjem til Detroit efter krigen og lod sig pensionere. Da var han træt og nedslidt, og d. 27.april 1948 døde han i sit hjem omgivet af sin kone og deres fire børn.

Han blev hædret på alle mulige måder i USA og i Danmark skrev Politiken allerede i august 1945, mens han stadig var i live: ”Den navnkundigste dansk-amerikaner, der nogensinde har levet, og uden tvivl den udlænding, der har gjort størst karriere i Amerika”.

Et brag af en bog fra Sønnichsen. Læs den!

FAKTA

    Ole Sønnichsen: One Dollar Man: Historien om danskeren, der ændrede anden verdenskrig.

    Storyhouse 2019, 430 sider.

    Der er også lige udkommet en anden biografi om Knudsen, 'Big Bill' af Martin Lund.

Publiceret 22 April 2019 15:00