Alt det, vi gør med online-teknologier, efterlader digitale spor. Hvad der sker med dem, kan man høre mere om i foredraget på Hørsholm Bibliotek mandag 29. april. Pressefoto

Alt det, vi gør med online-teknologier, efterlader digitale spor. Hvad der sker med dem, kan man høre mere om i foredraget på Hørsholm Bibliotek mandag 29. april. Pressefoto

Datamisbrug:

Hvem kigger med, når vi sidder ved skærmen?

Foredrag om brugerdata på Hørsholm Bibliotek mandag 29. april

I forbindelse med videnskabsfestivalen Forskningens Døgn kan man mandag 29. april kl. 15 høre foredraget 'Hvem kigger med, når du kigger på din skærm?' på Hørsholm Bibliotek.

Hvad er brugerdata egentlig? Hvordan skabes og indsamles de online? Og hvad bliver de brugt til? Det er nogle af tidens helt aktuelle spørgsmål, som besvares i dette foredrag.

Digitale spor overalt

Alt det, vi gør med online-teknologier, efterlader digitale spor - og disse spor indsamles, registreres og analyseres.

Forsker fra IT Universitet i København, Aske Kammer, fortæller, hvordan små og store teknologi-firmaer kan indsamle brugerdata, hvad der kan være (og ikke være) i disse data, og hvad de kan bruges til.

Kan Facebook-data for eksempel være afgørende for, hvem der bliver USAs næste præsident? Eller for hvilken tandpasta du køber?

Den type spørgsmål har fyldt meget i de senere år, og de bliver næppe mindre aktuelle i fremtiden. Tværtimod.

I takt med den øgede digitalisering bliver det vigtigere og vigtigere for borgere og forbrugere at kunne forholde sig til, hvad der sker med deres data - både på et abstrakt og på et konkret niveau.

Lær at begrænse adgang

Foredraget afsluttes med en kort introduktion til, hvordan man kan begrænse andres adgang til ens egne brugerdata.

Arrangementet er gratis, men kræver gratisbillet, som kan hentes på bibliotekets hjemmeside.

Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der finder sted hvert år med over 700 events og foredrag og mere end 70.000 besøgende. I 2019 løber festivalen af stablen 24.-30. april.

jesl

Publiceret 22 April 2019 16:00