Musikjournalist Per Wium fortæller om Woodstock-festivalen og sin begejstring for musikken og ikke mindst Jimi Hendrix.

Musikjournalist Per Wium fortæller om Woodstock-festivalen og sin begejstring for musikken og ikke mindst Jimi Hendrix. Pressefoto

Tæt på legendarisk musikfestival:

Jeg kom ind i en helt ny verden

Foredrag med musikjournalist Per Wium om den historiske Woodstock-festival for 50 år

Woodstock-festivalen er alle rockfestivalernes moder. Det var her, det startede, og siden er festivaler blevet en fast og væsentlig hjørnesten i musiklivet over hele verden.

Her fra 15.-17. august er det 50 år siden, den legendariske Woodstock-festival løb af stablen, og det jubilæum markerer Hørsholm Bibliotek med et foredrag torsdag 29. august kl. 19-20.30 med musikjournalist, Per Wium, der fortæller om musikken på Woodstock og spiller otte af de kunstnere, der optrådte på festivalen.

Een af de kunstnere, Per Wium præsenterer ved Woodstock-foredraget er naturligvis guitaristen og sangeren Jimi Hendrix. Han var den sidste der optrådte ved festivalen - og det var blevet mandag formiddag kl. 9.00 inden han (på grund af forsinkelser) kom på scenen.

Måtte høre mere

Per Wium har et særligt forhold til Jimi Hendrix og hans musik. Han fortæller:

"Jeg var 12 år gammel og sad i stuen i barndomshjemmet i udkanten af Aarhus. Jeg lyttede til "Efter skoletid" med Jørgen de Mylius. Det var gråvejr, jeg var alene hjemme og der var skruet godt op for radioen. Mylius præsenterede pludselig en kunstner, jeg aldrig havde hørt om tidligere. Jimi Hendrix. Nummeret var 'Hey Joe'. Da det var slut, kunne jeg mærke, at der var sket noget med mig. Jeg vidste ikke helt hvad, men jeg vidste, at jeg måtte høre det igen. Og høre mere!"

For mange musikelskere blev Woodstock-festivalen i 1969 et afgørende vendepunkt.

For mange musikelskere blev Woodstock-festivalen i 1969 et afgørende vendepunkt. Pressefoto

Så snart Per Wium fik mulighed for det lånte han de tidlige singler og LP'en 'Are You experienced' af en ældre kammerat. Og overspillede dem til sin Philips 4404 båndoptager.

"Og så lyttede jeg igen og igen. Jeg kom ind i en helt ny verden, som jeg havde så meget lyst til at befinde mig i. 'The wind cries Mary', 'Foxy Lady', 'Manic depression', 'Third stone from the sun'. Det var meget overvældende for mig," husker Per Wium.

Havde ikke ord

Da 'Electric Ladyland' udkom i 1968 hørte Per Wium den med sin musikkammerat, Torben.

"Vi hørte alle fire sider i træk på hans værelse og kiggede på hinanden. Vi havde ikke ord for at beskrive, hvad vi lige havde oplevet. Så vi hørte hele molevitten igen..."

"Da jeg cyklede hjem fra Torben, havde jeg forandret mig. Jeg havde fået mod til at turde være anderledes end mine kammerater. Jeg vidste mere end nogensinde, at musikken skulle være det bærende i mit liv," fortæller musikjournalisten videre.

Han var til Hendrix-koncerten i KB Hallen i september 1970. Kort før Hendrix døde, 27 år ung. Det var fantastisk at se ham live.

"Men det var faktisk ikke den største oplevelse. De største oplevelser for mig var pladerne."

Kun fem procent tilbage

Jimi Hendrix optrådte på Woodstock-festivalen mandag formiddag 18. august 1969. Som nævnt var forsinkelserne så store, at mange store navne kom på scenen adskillige timer efter planlagt. Da Hendrix og hans band gik på scenen var kun fem procent af publikum tilbage. Men han spillede et spændende sæt, hvoraf en del ligger på Youtube.

Det er 50 år siden den legendarisk Woodstock-festival blev afholdt og skabte grundlaget for musikfestivals over hele verden.

Det er 50 år siden den legendarisk Woodstock-festival blev afholdt og skabte grundlaget for musikfestivals over hele verden. Pressefoto

Ved Woodstock-musikforedrag fortæller Per Wium bl.a. om Jimi Hendrix' voldsomme og grænseoverskridende fortolkning af den amerikanske national-hymne 'Star sprangled Banner'.

Billetter koster 40 kroner plus gebyr og kan købes via bibliotekets hjemmeside.

Publiceret 18 August 2019 09:00