DEBAT:

Sjælsmark kan bruges til noget bedre

Af Jens Beck Madsen, formand Nye Borgerlige Fredensborg, Egedalsvænge 50, 2. tv 2980 Kokkedal
Jeg var mandag forbi Udrejsecenter Sjælsmark, en ”gammel” kaserne hvor jeg selv aftjente min værnepligt i 1988. Jeg så frem til at gense kasernen som desværre i dag bruges som udrejsecenter for personer hvis asylansøgning betegnes ”åbentbart grundløs” eller som ifølge Dublin-forordningen ikke kan få asyl i Danmark, osv. Der er ikke, som nogen måske tror, kriminelle udviste på stedet.

Udrejsecenteret er ved at blive bygget om og ændret til med tiden at kunne huse op til 700 afviste asylansøgere, da bla. sove-, bade- og toiletforhold, som var gode nok til danske soldater, ikke er gode nok til afviste asylansøgere.

Der har i de 2 år det har eksisteret været 1100 personer igennem centeret og for tiden bor der 67 afviste asylansøgere der. Til at servicere dem er der ca. 40 ansatte hvoraf de ca. 20 er fængselsbetjente. Fængselsbetjentene har i modsætning til hvis de arbejdede i et fængsel ingen mulighed for at gribe fysisk ind. De er overladt til kun bruge deres pædagogiske værktøjer og ellers bare se til hvis noget skulle eskalere, og i grelle tilfælde kan de tilkalde politiet.

Selvom der skulle opholde sig 67 personer i centeret, så er der på ethvert givet tidspunkt kun omkring 30% tilstede i centeret, da de frit kan komme og gå som de vil. Godt nok har de bopælspligt på centeret, men modsat hr. og fru. Danmark, som måske opholder sig et par dage for meget i udlandet, så er der ingen straf forbundet ved ikke at opholde sig i centeret.

De beboere som jeg så var iført nyt og pænt tøj, og havde alle funklende nye mobiltelefoner. Ifølge centerchefen havde de fleste også bærbare pc'er på deres værelse og centeret havde derfor installeret wifi på hele området. Beboerne har tydeligvis ressourcer nok, selvom de på centeret kun får kost og logi plus de nødvendige fornødenheder. De kan også hver 14 dag få lommepenge som udgør 150 kr. hvis de samarbejder vedr. deres udsendelse. Jeg vil i denne sammenhæng igen understrege, at det drejer sig om udviste personer med en ”åbenbart grundløs” asylansøgning. Ikke flygtninge.

Selve centeret omkranses af et pigtrådshegn, som allerede var der, da kasernen blev taget i brug som udrejsecenter. Hegnet er blevet stående fordi det ifølge centerchefen beskytter beboerne imod religiøs mission, hate crimes og andre trusler udefra og er altså ikke opsat for at beskytte centerets naboer. Man har dog inde i udrejsecenteret været nødsaget til at opstille nye hegn for at adskille de forskellige afdelinger, en kvindeafdeling, mandeafdeling familes afdeling. For at beskytte beboerne mod hinanden. Den lader vi lige stå lidt.

Under mit besøg på centeret var jeg i selskab med Bedsteforældre for Asyl, en lidt underlig oplevelse, da deres spørgsmål til centerchefen tydeligt bar præg af at de søgte efter den ulykkelige og psykisk ødelagte flygtning. De virkede på mig som om at de gerne have en skrækhistorie de kunne kaste sig over. Centerchefen var dog totalt afvisende over for den fortælling og det var hans erfaring at den typiske afviste asylansøger tog deres udvisning stille og roligt.

Så besøget efterlod mig med et indtryk af en underlig kombination af bløde pædagogiske tiltag, manglende konsekvens og pigtråd. Et område i Hørsholm kommune som kunne bruges til noget bedre!

Publiceret 21 September 2016 15:15

SENESTE TV