DEBAT:

Haarder er ikke tonedøv, men...

Af Kurt Erling Birk, Smidstruplund 3A, 2950 Vedbæk

Bertel Haarder er ikke helt så ‘tonedøv', som jeg troede, for nu har han svaret på mine henvendelser – meget kortfattet. Hans svar til mig er som følger:
Set fra et snævert Hørsholm synspunkt, forstår jeg dig. Men fra ethvert andet synspunkt vejer det tungere, at

1. museet flytter fra et meget dyrt til et langt billigere sted, og der spares en lederløn
2. i stedet for få besøgende får museet langt flere besøgende
3. det flytter fra et område med mange museer og kulturtilbud til en af landets fattigste kommuner med meget få kulturtilbud.

Jeg har svaret Bertel Haarder, at hans argumenter er ganske forkerte.
Ÿ Set ud fra en samlet økonomisk betragtning, er det en yderst kostbar løsning at flytte Jagt- og Skovbrugsmuseet til Djursland. Det er muligt, at der spares en lederløn, men vi har ved flere lejligheder hørt, at flytningen vil koste op til 100 mio. kr. – og før denne investering er betalt tilbage til os skatteborgere, vil der formentlig gå mindst 30 til 40 år.
Ÿ Der er ingen dokumentation for, at Gammel Estrup vil modtage flere besøgende ved, at Jagt- og Skovbrugsmuseet bliver flyttet til Djursland.
Ÿ At Hørsholm skulle have mange museer er faktuelt forkert.
Vi har Jagt- og Skovbrugsmuseet, Karen Blixen Museet og Museum Nordsjælland. Så, Hørsholms borgere skal ud at køre i Nordsjælland eller til København for at få adgang til de forskellige museumstilbud.
Det er vel også muligt, at borgerne på Djursland udover at besøge Gammel Estrup også kan køre til andre tilgængelige museer såsom ARoS i Aarhus, Den Gamle By i Aarhus, Moesgård Museum i Aarhus, Museum Østjylland i Randers, Kvindemuseet i Aarhus, Glasmuseet i Ebeltoft, Fregatten Jylland i Ebeltoft samt øvrige museumstilbud, zoologiske og botaniske haver i området.
Gennemsnitsindkomsten i Danmark var i 2013 kr. 209.700 kr. og i Norddjurs var den kr. 187.709. Så Norddjurs lå ikke langt fra gennemsnitsindkomsten i Danmark.
Det er beskæmmende, at Bertel Haarder, der nærmest betragter sig selv som 'super demokrat' ser helt bort fra, at flere tusinde Hørsholm borgere har skrevet under på, at Jagt- og Skovbrugsmuseet ikke må flyttes fra Hørsholm.
Bertel Haarder har i en magtdemonstration sat nærdemokratiet ude af kraft.

Publiceret 28 October 2016 07:30