Solhuset i Hørsholm.

Solhuset i Hørsholm.

DEBAT:

Hvordan kan I se jer selv i spejlet hver morgen?

Af Jo Varsted, Østre Pennehavevej 1B, Rungsted:
Dette læserbrev er stilet som direkte kritik til tidligere bestyrelsesformand Thorkild Gruelund (TG), tidligere og eksisterende bestyrelse for Lions Børnehuse, embedsmænd ansat i personaleafdelingen i Hørsholm Kommune, samt selvfølgelig kommunalbestyrelsen i Hørsholm.
Nedenstående er baseret på tidligere artikler med udtalelser fra og til Ugebladet, samt offentlig rapporter. Dette er samtidig udelukkende mine ord som borger i kommunen, og mand til en af de involverede.
1. I december måned bliver tre medarbejdere indkaldt til samtale, vedr. mulig økonomisk kriminalitet. Til mødet er flere embedsmænd herunder personalechefen til stede.
Alle tre medarbejdere bliver mildest talt trukket igennem den ene beskyldning efter den anden. Dette medvirker at alle tre medarbejdere bryder sammen og hele deres verden er ødelagt. Er dette en måde vi skal behandle medarbejdere på i Hørsholm Kommune? Det var dog flot, at I tilbød krisehjælp til medarbejderne. Som jeg ser dette vælger I at skyde folk (inden I har overblik over sagen) og derefter at tilbyde dem plaster på såret (krisehjælp), dog max fem plastre.
2. Hvordan kan den eksisterende bestyrelse med TG i spidsen fyre tre medarbejdere med begrundelse i manglende tillid. Tillid opstår over en længere periode, hvor alle parter er engageret. Som læst i KLs rapport havde TG selv tillid til alle forklaringer på dårlig økonomi fra områdelederens side. Hun var dygtig, engageret, vellidt og troværdig, men er sikker på at de tre medarbejdere havde det på samme måde. I øvrigt var der tale om en nyere bestyrelse, så hvordan kan de miste tilliden. Og jeg kan slet ikke forstå, at man kan miste tilliden til en bogholder (der har været ansat i 10 år), som man ikke vidste eksisterede. For min kones vedkommende har hun brugt 23 år i denne branche for Hørsholm Kommune, uden en eneste anmærkning. Dette som pædagog, souschef, leder og afdelingsleder.

3. I denne meget ubehagelige situation har jeg manglet handlekraft fra diverse politikere. Er udmærket godt klar over denne sag ikke er interessant for mange, da man kan få pletter på skjorten. Der er jo snart kommunalvalg og så skal man gerne have rene skjorter. Virker også som om alle har travlt med at vaske egne hænder fremfor at tage ansvar. Muligvis kunne en korrekt håndtering give lidt stemmer.

4. Stor ros til centerchef for økonomi Thomas Rafn for at informere omkring håndteringen af bilag er foregået helt efter reglerne.

5. Personalechefen fra Hørsholm Kommune indgår forlig med de tre medarbejdere. Så vi alle kan komme videre. Kære personalechef muligt I er kommet videre, men de dybe sår I har påført de tre medarbejdere kan ikke lappes.

6. Det ville klæde visse personer at indrømme der her har været tale om en uberettiget fyring (forventer det dog ikke), men det ville gøre det nemmere for de tre medarbejdere at komme videre.

7. Jeg har personligt den dybeste respekt for frivillig bestyrelsesarbejde i institutioner, men det ændrer ikke på, at denne sag burde have været behandlet på en helt anden måde.

8. TG, du skylder helt klart de tre medarbejdere at melde offentligt ud, at de ikke har været vidende om denne sag, på lige fod med bestyrelsen.

9. Forventer ikke de store armbevægelser fra politisk hold, men fatter stadig ikke denne historie skal koste jobs for dem, der intet har haft med sagen at gøre.
Kære Thorkild, på trods af mit sure opstød, ønskes du en god valgkamp.

Hvad synes du? Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side. Klik på nedenstående Facebook-link...

Publiceret 25 August 2017 09:00