Desirée Larsen, kandidat for Venstre.

Desirée Larsen, kandidat for Venstre.

DEBAT:

Nej tak til Storcenter der udpiner handelslivet

Af Desirée Larsen (V), kandidat til kommunalvalget, Ved Klædebo 20, Hørsholm:
Men ja tak til nytænkning og udnyttelse af grunden ved Cirkelhuset i Fredensborg Kommune, der i den grad godt kunne bruge et ansigtsløft.
Jeg kører forbi Cirkelhuset hver eneste dag, og forundres gang på gang over, hvilke butikker der ligger derinde – og overlever. Området ser trist og uindbydende ud, men beliggenheden er helt perfekt både for borgere i kommunen og besøgende, der kan komme nemt til via motorvejen. Så kæmpe hurra for, at der er nogen investorer, som vil udvikle området.
Men pas på det eksisterende handelsliv. Da jeg var yngre boede jeg i en kommune, hvor drømmen om et storcenter gik i opfyldelse. Det resulterede i butiksdød i gågaden og julestemning i gaderne blev erstattet af en spøgelsesby, og halloween året rundt kendetegner nu mere bybilledet.
Nogen vil mane til ro og spise brød til i forhold til de store planer i nabokommunen, mens andre er nervøse og frygten spreder sig blandt dem.
Helt forståelig frygt og jeg mener, at Hørsholm Kommune skal træde i karakter og være med i beslutningsprocessen nu og sikre, at vi ikke bliver taget på sengen. Venstre arbejder aktivt for, at de to kommuners planudvalg skal samarbejde om sagen. Ud over butiksdød skal vi også tage højde for, at et storcenter vil belaste vores allerede pressede trafiksituation.
På med ja-hatten og tænk konstruktivt så vi får udviklet området med hensyn til det eksisterende byliv.

Publiceret 26 October 2017 05:30