DEBAT:

Nytårshilsen fra Gruelund

Af Thorkild Gruelund (K), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse:

Kære Hørsholm borger
Først og fremmest må jeg ønske Jer alle et rigtigt godt nytår!
Vi står foran en ny fireårig valgperiode efter et netop overstået kommunalvalg. Lige efter et valg er alle vi politikere lidt øre i hovedet. Valgstress og spænding på valgresultatet.
Kommunalvalget gav, opfatter jeg, tre enstemmige løfter: 
Selmersbo Aktivhus skal ikke spares væk. På baggrund af at administrationen flere år i træk har foreslået netop den besparelse, fandt bl.a. jeg det væsentligt at få alle partier til at bekræfte, at huset ikke ville blive lukket. Det gode løfte fik vi fra alle partiledere ved det offentlige vælgermøde på Restaurant Skovhus.
SFO-taksten skal tilbage på ”sporet”. Det var en fejl, at vi firdoblede taksten for SFO. Min erfaring er, at det kommunale ”købmandsskab” er væsentligt bedre tjent med mange unge i en fritidsordning - fremfor mange unge alle andre steder!! Forladte unge mennesker, selv af gode familier, kan give problemer og dermed koste rigtigt dyrt for kommunen.
Det er med stor tilfredshed, at jeg oplever, at hele kommunalbestyrelsen ved de kommende budgetforhandlinger vil have et fælles mål om at justere SFO-taksten nedad.
Det tredje og meget væsentlige emne, som samlede stor sympati under valgkampen, er at udvikle Hørsholm Kommunes dialogkultur. Jeg opfatter, at alle politikerne står bag løftet om dialogkultur på et højere niveau end førhen.
Den netop overståede ”Hannebjerg sag” vidnede om, hvordan vi alle - uanset partifarve - i flere år har ”snorksovet i timen”. Der havde på de syv år, hvor nyt byggeri var på tale, ikke været afholdt et eneste borgermøde om områdets fremtid.
En bedre dialogkultur skal gælde alt - ikke blot planområdet. Men alle forvaltningsområder. Børn, skole, ældre og kulturområdet. Ikke mindst, hvor vi påtænker ændringer i forbindelse med vores projekt ”Velfærd frem for mursten”.
Hvad er velfærd? Er det at bevare nogle ældre hyggelige bygninger? Eller er det at få en masse millioner for pågældende bygninger og skabe nye spændende rammer - tilmed for flere borgere?
Vi skal sikre, at der er harmoni mellem det, som vi politikere opfatter som velfærd, og det som vore borgere opfatter ved samme ord.
Kommunalpolitikere skal mestre at sige til embedsmændene: Borgerne har gjort os klogere. Jeres løsningsforslag duer ikke!
Kommunalpolitikerne skal også mestre at kunne sige til en gruppe borgere: For helhedens skyld går vi imod jeres ønsker.
Vigtigt er det, at vi politikere dyrker vore medborgere! At vi ikke fremprovokerer modborgere!
Det er en ekstrem svær balance!
Det er til tider utaknemmeligt at være politiker. Vi, som er det, har så gevaldigt meget ønsket os at blive det. 
Endnu engang: Godt Nytår!

Publiceret 09 January 2018 06:00

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV