Ann Lindhardt og Kristian N. Jensen, Venstre.

Ann Lindhardt og Kristian N. Jensen, Venstre.

DEBAT:

Detailhandelens Blachman og blomsterkasser skal redde bymidten?

Ann Lindhardt og Kristian N. Jensen (V), medlemmer af Hørsholm Kommunalbestyrelse:

Gid det da var så nemt! Vi køber IKKE præmissen, som foreslået af Thorkild Gruelund (K) tidligere på ugen, at blomsterkasser og en detailhandelens X-Factor dommer skulle kunne redde en bymidte og en gågade fra at uddø. Så let er det desværre ikke.

Hørsholms detailhandel udfordres på flere fronter de næste år i form af kraftig øget nethandel og konkurrence fra nabokommunerne. At foreslå, at nogle blomsterkasser og detailhandelens Thomas Blachman, skulle kunne være løsningen på at redde detailhandlen i bymidten og i gågaden, virker i vores optik noget useriøst.

Hvis vi ikke forstår de kommende års udfordringer og rykker os med udviklingen, ja så bliver vi nok desværre et af de handelssteder i Danmark som får kniven. Når fx nethandelsgiganten Amazon kommer til Danmark, så hjælper blomsterkasser ikke ret meget, og heller ikke en peptalk fra en detailhandelens X-Factor dommer.

Blomsterudsmykning i gågaden kan selvfølgelig godt være en del af det udviklingsarbejde, vi står overfor, men det er slet ikke nok til at redde vores by.

Vi i Venstre imødeser et spændende arbejde med at støtte detailhandlen, og vi skal gribe de udviklingsmuligheder vi kan for at skabe fremtidens byliv. Politikere er ikke alvidende om detailhandlen, så vi i Venstre vil gerne involvere interessenter og eksperter på dette område og samarbejde med den nuværende detailhandel.

Det vigtigste, før vi laver byudvikling, er, at forstå vores by, og dens unikke behov. Vi skal udvikle korrekt, og ikke kun arbejde og udvikle på mavefornemmelser.

Hver by har sin sjæl som skal forstås. Vi skal få skabt en gennemarbejdet vision for 'fremtidens byliv' som også holder langt ud i fremtiden, og forhåbentlig en del længere end nogle blomsterkasser.

Vi som politikere har et medansvar og det tager vi seriøst. Vi skal lytte til handelslivet og kigge på andre byer, både i Danmark og i andre lande, og se hvad de har gjort for at understøtte og bevare deres detailhandel. Vi skal se muligheder og stå forrest i byudvikling. Vi i Venstre håber, at alle partierne står sammen om en fælles udviklingsvision, for det er vigtigt, at vi kommer i gang nu. Det er vigtigt og altafgørende for vores by!

Publiceret 19 May 2018 09:15