DEBAT: Transportminister og DSB – hvornår kan vi regne med togene på Kystbanen?

Af Anne Ehrenreich (V), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse og Regionsrådet for Hovedstaden og Kristian Nørgaard Jensen (V), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse og folketingskandidat:

Enhver bruger af Kystbanen har, som os, været dybt frustreret over de daglige forsinkelser gennem det meste af maj og juni måned, især i aftenmyldretiden, hvor DSB har aflyst to ud af tre tog. Det er helt uacceptabelt, især fordi der ikke gives nogen fornuftige forklaringer.

Hver dag har sin nye forklaring. Der er brug for en snarlig melding fra DSB og transportministeren, om hvad man gør for at rette op på forholdene samt et konkret tilsagn om, hvornår situationen vil blive normaliseret.

Kystbanen er en livsnerve for borgerne i Hørsholm, Rudersdal, Fredensborg og Nordsjælland. Kystbanen er helt afgørende for pendlernes hverdag. Aflyste eller forsinkede tog gør det umuligt for pendlerne at få hverdagen til at hænge sammen i forhold til at hente børn, nå på arbejde til tiden, deltage i fritidsaktivitet og i det hele taget at nå hjem til familien.

Det nuværende serviceniveau er helt uacceptabelt, desværre er det ikke et forbigående problem, men en generel udfordring, at Kystbanen ikke kan levere tog til tiden. Men det vi har oplevet de sidste seks uger er ekstraordinært slemt og kræver på en forklaring fra de ansvarlige myndigheder og på politisk niveau.

Som medlemmer af Hørsholm kommunalbestyrelse, Regionsrådet for Hovedstaden og folketingskandidat rejser vi sagen i Hørsholms kommunalbestyrelse og Regionsrådet for Hovedstaden for at få borgmestrene i Nordsjælland til sammen med Regionsrådsformanden til at lægge pres på DSB og transportministeren.

Der skal findes en løsning, så pendlerne i Nordsjælland kan regne med Kystbanen.

Publiceret 14 June 2018 09:17

SENESTE TV