Verner Knudsen, næstformand i Ældre Sagen Hørsholm. Foto: Morten Timm

Verner Knudsen, næstformand i Ældre Sagen Hørsholm. Foto: Morten Timm

DEBAT: Der er noget helt galt på ældreområdet

Af Verner Knudsen, næstformand i Ældre Sagen, på vegne af Ældre Sagen i Hørsholm:

Ældre Sagen i Hørsholm har vurderet de budgetforslag, der er på ældreområdet i dette høringssvar til budgetforslaget.

Hørsholm Kommune har nu i ti år sparet drastisk på ældreområdet. Det har medført en væsentlig forringelse for de ældre i Hørsholm. Kommunen henviser til rehabilitering og begrunder hermed besparelserne. Men så store besparelser er usandsynlige grundet rehabilitering alene, og endnu har kommunen ikke kunnet dokumentere det. Selv i 2017 er der væsentlige besparelser i timeforbruget.

Der er en sag i Breelteparken, hvor en ældre beboer blev fejlmedicineret med højrisiko-medicin i 10 dage og senere, efter indlæggelse på hospitalet, afgik ved døden. Og endnu en sag, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed i maj har fundet alvorlige fejl af medicinhåndteringen i hjemmeplejen, fortæller os, at der er noget, der er helt galt.

Ældre Sagen i Hørsholm er bekymret, og vi tror, at de kraftige besparelser gennem flere år er en medvirkende årsag til de alvorlige svigt. Vi tror, at personalet gør sit bedste, men når ledelse og personale er presset, er risikoen for fejl ekstra stor.

Svigt af medicinhåndteringen er uacceptabelt og må ikke forekomme. Derfor kan Ældre Sagen i Hørsholm ikke gå ind for at spare på plejehjemmene og i hjemmeplejen i Hørsholm - det er ganske enkelt uansvarligt!

Publiceret 11 September 2018 19:00

SENESTE TV