DEBAT: Svømmehallens forfald

Michael Andersen Sophienberg Vænge 13 2960 Rungsted Kyst

Af Michael Andersen, Sophienberg Vænge 13, Rungsted Kyst:

Jeg vil gerne følge op på den opmærksomhed Annemette sammen med andre morgensvømmere har skabt omkring Hørsholm Svømmehal både her i Ugebladet og hos Hørsholm Kommune.

Der er ingen tvivl om, at kommunen meget snart skal bestemme sig for om svømmehallen skal bevares og reddes, eller den skal fortsætte det forfald, vi daglige gæster er vidner til.

Rengøring handler både om det kosmetiske pæne 'look', om egentlig pleje af de ting, man passer på samt hygiejne. Med forkerte rengøringsmidler og vand kan man et stykke hen ad vejen få noget til at se rent ud. Men – over tid skifter det.

Det bliver tydeligt at forkerte rengøringsmidler efterlader opbygninger af sæberester og snavs. Der er i svømmehallen glas,metal, spejle, sanitet, badeområder og flere slags fliser/klinker.

Pt. benytter man formentligt et allround middel tillagt knofedt leveret af personalet til hele rengøringen. Midler der indkøbes billigt i spandevis via en aftale med SKI. (Statens og Kommunernes Indkøbscentral).

Det er helt galt, hvis man vil VEDLIGEHOLDE svømmehallen. Vi ser jo personalet knokle – ingen tvivl om det. Der kan hentes stor hjælp i at indkøbe de korrekte midler til de forskellige overflader og formål.

Så vil man opnå en synlig ren fremtoning, perfekt hygiejne samt vedligehold i stedet for slid på svømmehallens faciliteter. Der skal penge til ellers forfalder Hørsholms skønne svømmehal.

Publiceret 13 September 2018 15:00

SENESTE TV