Manglende omsorg og følelesen af at være til besvær, var hvad Bente Halberg sad tilbage med efter at være faldet og få brug for hjemmeplejen. Modelfoto

Manglende omsorg og følelesen af at være til besvær, var hvad Bente Halberg sad tilbage med efter at være faldet og få brug for hjemmeplejen. Modelfoto Kzenon

DEBAT: Trist oplevelse af at være en byrde for kommunen

Af Bente Halberg, Sophielund 53 A, Hørsholm:

Den 4. september faldt jeg og kom til skade med min fod, blev kørt til Gentofte Akutklinik. Det viser sig at være en kraftig forstuvning, og der blev lagt forbinding til støtte i dagtiden, medgivet krykkestokke til aflastning.

Kl. 14.30 ringer skadestuen til hjemmeplejen/visitationen i Hørsholm Kommune, som vil aflægge et besøg samme aften og herefter vurdere behovet. Hjemkomst kl. 16.30, jeg venter og kl. 18.30 ringer jeg til akut hjemmeplejen, der lover at undersøge dette.

Kl. 20 havde jeg intet hørt. Ringer igen, derefter modtager jeg en opringning kl. 20.40 fra hjemmeplejen. Hun siger, de ikke havde hørt fra sygehuset. Jeg ved, at det ikke passer. Talemåden var uvenlig.

Skaden var sket kl. 10.30, og jeg havde brug for at komme til ro. Derfor afviste jeg hjemmebesøg.

Næste morgen - 5. september - ringer jeg til distriktlederen og fortæller om min hændelse. Han siger, at de ikke havde fra skadestuen, derefter siger han, at visitatoren ringer til mig for at aftale et hjemmebesøg. Visitatoren ringer og siger, at vi skal aftale, hvad jeg har behov for. Jeg spørger om vi ikke skal aftale et hjemmebesøg. Hun mener, at dette godt kunne gøres telefonisk. For ikke at være krævende sagde jeg ja til telefonaftale, og som blev til indkøb hver torsdag så længe, der var behov. Det fik jeg 6. september. Helt ok.

Under samtalen siger hun, at hun ringer til mig om en uge for at høre, hvordan jeg har det. Jeg har skrevet det i min kalender. Opringningen udeblev samt indkøb 13. september.

Jeg sad med et tomt køleskab, gik med krykkestokke. Derudover var jeg visiteret til varm mad fra Breelteparken. Det modtog jeg én gang 6. september. Grøntsagerne er kogt for meget, opvarmet kartofler der lugter og smager gamle. Uspiseligt. Maden er ikke blevet bedre en fra april 2017, hvor jeg også fik leveret mad fra Breelteparken.

Den 5. september møder en sosu-hjælper op for at lægge forbinding på. Hun må ikke lægge forbinding og tilkalder en sosu-assistent, en mandlig assistent, der møder op og bruger en talemålde om jeg ikke selv kunne lægge en forbinding på, når jeg kan tage den af om aftenen. Han beskylder mig for at lyve.

Næste dag kommer en sygeplejerske. Hun spørger om ikke jeg har et elastikbind. Det kan du selv tage på, og så er du fri for, at vi kommer, siger hun.

Jeg spørger: Mener du ikke, at så er I fri for at komme. Jeg gør opmærksom på, at det er sygehuset, der har bestemt sygeplejen. Jeg føler, at jeg bliver presset. Det er to dage efter jeg faldt.

Næste dag ringer jeg til distriktlederen og klager over den talemåde fra dagen før. Han siger, at sosu-hjælperen ikke må lægge forbinding af hensyn til ansvar, men hvis jeg selv gør det, så er der ikke noget ansvar. Samtidig fortæller han, at der er forskel på en sosuc-hjælper og en sosu-assistsent. Hvor skulle jeg vide fra, hvem der hvem. Der kommer en ny hver gang, morgen og aften. Jeg bliver mere og mere utryg.

Den 11. september ser sosu-assistent på min fod og mener, at der er gået infektion i foden. Vil tale med en kollega og laver at vende tilbage kl. 12.30. Jeg venter, men kl. 13.30 ringer jeg til akut hjemmeplejen. Hun kommer kl. 13.40 og siger, at hun havde beskeden for 10 minutter siden. Opfordrer til at jeg klager til distriktlederen. Dette gør jeg dagen efter. Der måtte jeg lægge øre til, at de havde over hundrede borgere, der skulle serviceres, ud at samle op, når nogen er faldet.

Rehabilitering har jeg hørt gang efter gang, noget jeg ikke har behov for.

Den 14. september kl. 9.45 møder en sosuc-hjælper op for at lægge forbinding på, som hun ikke må. Kalder en sosu-assistent. Sosu-hjælperen havde en besked med fra visitatoren. Jeg citeterer: Det er sidste dag i dag, du får hjælp. Har du behov for mere, skal du ringe til din visitator. Dette afviser jeg, fordi jeg mener visitatoren burde ringe mig op eller aflægge et hjemmebesøg for at vurdere mit behov. I stedet for bruger hun en sosu-hjælper som budbringer.

Visitatoren har 14. september afsluttet hjælpen, men 15. og 16. september møder en venlig sygeplejerske op. 17. og 18. september møder en sous-assistent, der havde forståelse for mit behov.

Jeg har oplevet denne sag med smerte fysisk og ikke mindst psykisk med såre angst og mangel på omsorg. Jeg var en byrde for kommunen, der skulle sparer.

Publiceret 25 October 2018 07:00

SENESTE TV