Borgmester Morten Slotved (K) og Glen Madsen (DF), byrådsmedlem.

Borgmester Morten Slotved (K) og Glen Madsen (DF), byrådsmedlem.

DEBAT: Med ærlighed kommer man længst, hr. borgmester

Af Glen Madsen (DF), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse:

Morten, Morten, Morten… Jeg er målløs over din måde at debattere på!

Du skriver, at jeg påstår, at Hørsholm Kommune har fjernet beviser, men det har jeg intet sted hverken sagt eller skrevet.

Derimod skriver jeg i mit læserbrev "Slotved, du skader helt bevidst en af Hørsholms mindste skoler", at motorsavsmassakren ved Lilleskolen ”måske” er retstridigt. Samt at det ikke længere er muligt at danne sig det samme indtryk af området som før. Det første er et spørgsmål, det sidste er et uomtvistelig faktum, og ingen af delene er en påstand.

På mødet, hvor kommunalbestyrelsen blev orienteret om sagens forløb, fremførte du, at der i forbindelse med ”vedligeholdet” ikke var fjernet beviser. I ovennævnte læserbrev spørger jeg, om du er kvalificeret til at vurdere, om der er fjernet beviser? Det er saftsuseme heller ikke en påstand om fjernede beviser. Langt fra, hr. borgmester!

Du skriver, at Hørsholms mange medarbejdere gør det godt, og deri er jeg helt enig. Derfor er min kritik jo også rettet mod den kultur, ledelse og magtarrogance, der foregår på borgmesterkontoret.

Kommunalbestyrelsen er gentagne gange blevet informeret om, at spørgsmålet vedrørende eventuel hævd vurderes ud fra et historisk perspektiv. Derfor er der heller intet argument for, at du har besluttet, at kommunen skal udføre en ”ejers beføjelser”, som det så ”smukt” beskrives, når de store træder på de små – når en borgmester opfører sig som Goliat mod David.

DEBAT: Helt hen i skoven at rydde 'Skoven'

Du skriver, at Hørsholm Kommune (tænker, du henfører til dig selv?) udmærket er klar over, at børn fra Lilleskolen leger på området. Hvorfor i alverden har du så brugt al din magt til at gennemføre en beslutning, der frarøver børnene området? Og hvorfor har du derefter været så forhippet på at gøre alt i din magt for at vise, hvem det er, der bestemmer i Hørsholm? Havde børnenes bedste været i din interesse, så havde du fra start af valgt den løsning, som alle parter kunne se sig selv i, i stedet for, af uransagelige årsager, et primært fokus på købers interesser.

I Hørsholm skal vi være langt bedre til at skabe det gode liv – enig, men du er øjensynligt uenig med Dansk Folkeparti i, at vi også skal værne om det gode liv, vi i forvejen har.

Hvis du vil, hr. borgmester, så er det stadig muligt at være på børnenes side, men det kræver vilje, ledelse, pragmatik og anstændighed. Dyder, som jeg faktisk stadig tror på, du besidder.

Publiceret 14 November 2018 06:00

SENESTE TV