Jørgen Gad Andresen. Privatfoto

Jørgen Gad Andresen. Privatfoto

DEBAT: Gruelund, forklar dig nu

DEBAT Der er intet af det nedenstående, der ikke er kendsgerninger, altså enten bekræftet af Thorkild Gruelund selv gennem tiden eller i selve handlingen/tingbogen. Rækkefølgen, kendsgerningerne er nævnt i, er imidlertid helt og aldeles tilfældig.

2018: Hørsholm Kommune har, fordi reglerne er sådan, bedt Hendes Majestæt Dronningen dekorere Thorkild Gruelund for lang og tro tjeneste i Kommunalbestyrelsen! Thorkild Gruelund har kvitteret for ”dekorationen” ved at stævne kommunen, åbenbart/måske p.g.a. i 2018 pludselig manglende ”gave regn”?

2002: I november blev tidligere borgmester i Hørsholm, Uffe Thorndal, skilt fra sin daværende hustru, Bente Juncker.

I marts 2003 købte Thorkild Gruelund ved frivillig auktion restejendommen/ejerlejlighedsejendommen, Hovedgaden 29, 2970 Hørsholm. Auktionen blev lukket før tid, fordi kommunen benyttede sig af sin ret til at vælge et bestemt bud på ejendommen. Et bud, der lå væsentligt under markedsprisen 2003, men kom fra en køber, kommunen gerne ville sælge til. Således Thorkild Gruelund.

Thorkild Gruelund, der i forvejen var lejer i ejendommen gennem mange år med sit værtshus Hubertus, fik kun et par dage efter overtagelsen af ejendommen således af daværende borgmester Uffe Thorndal tilbud om helt vederlagsfrit at få tinglyst en, iflg. Thorkild Gruelund dengang og nu, værdifuld vejret til levering af øl på/til ejendommen. Hvorfor så vederlagsfri overdragelse?

Vejretten blev lyst på ejendommen kun et par dage efter overtagelsen. Tinglyst bare, helt vederlagsfrit, måske bortset fra tinglysningsafgift, dengang på kr. 1.400,-. Vejrets-dokumentet og overdragelsesdokumentet var underskrevet af borgmester Uffe Thorndal og daværende kommunaldirektør Kim Herløv Jørgensen.

Det virkede som en rigtigt god handel i hvert fald for Thorkild Gruelund.

Indenfor samme periode, et par måneder, foranledigede Thorkild Gruelund så at Uffe Thorndals ekshustru, Bente Juncker, fik et meget eftertragtet leje-rækkehus på Højagervej i Rungsted Kyst, et stenkast fra vandet, som aviserne skrev. Rækkehuset kostede dengang ca. kr. 6.000 om måneden i leje, og var på 124 m2. Der var dengang ca. 20 års ventetid på husene, men som Thorkild Gruelund dengang udtalte til Ugebladet: ”Vi kunne jo ikke sende borgmesterens ekskone ned i Ådalsparken”.

Da Bente Juncker ansøgte om en bolig gennem Hørsholm Kommune, trak Uffe Thorndal sig som inhabil, hvorfor Thorkild Gruelund automatisk trådte til som viceborgmester og bevilgede rækkehuset til eksfruen. Og kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen, der jo netop havde underskrevet vejrets-dokumentet, blev sat til som kontrollør. Så var alt jo efter bogen.

Når alt i Thorkild Gruelunds regi, som kan ses ovenfor, er gået helt og aldeles efter bogen, og Thorkild Gruelund har helt rent mel i posen, så er der jo ikke noget at sige til, hvis Thorkild Gruelund og frue ikke synes om, at embedsmænd og måske nuværende borgmestre pludselig sætter spørgsmålstegn ved familien Gruelunds ageren i denne sag.

Alle andre skulle i en tilsvarende sag have dokumenteret et tab/modregnet det beløb, der var betalt for vejretten. Fakturaer gennem årene for indkøb o.s.v.? Og mig bekendt sælger man alene dåseøl og sodavand på Hubertus i dag. Jeg synes at Thorkild Gruelund hellere skulle forklare sig i denne sag!

Publiceret 20 November 2018 15:00

SENESTE TV