Venstres Ann Lindhardt har sin søn gående på Rungsted private Realskole, og hun mener, at vi nu skal værne om skolen, hun kalder Danmarks bedste privatskole. Pressefoto

Venstres Ann Lindhardt har sin søn gående på Rungsted private Realskole, og hun mener, at vi nu skal værne om skolen, hun kalder Danmarks bedste privatskole. Pressefoto

DEBAT: Lad os værne om Danmarks bedste privatskole

Af Ann Lindhardt, Rungstedvej 73A, forælder på Rungsted Private Realskole og medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse for Venstre:

Som forældre på Rungsted Private Realskole (RpR) kan jeg slet ikke genkende billedet, der tegnes af skolen i Ugebladet i denne uge.

Når en skoleleder stopper sker det ofte, at nogle medarbejdere vælger at følge trop. Det er der ikke noget mystisk i. Jeg støtter 100 procent bestyrelsens valg af den nye skoleleder på RpR, og føler mig meget tryg ved valget af den ny skoleleder, Lotte Ostenfeld, som de har truffet sammen med et professionelt rekrutteringsfirma og et kompetent ansættelsesudvalg.

RpR er en fantastisk skole med en god kultur, stærke værdier, gode traditioner, og elevernes resultater er blandt de bedste i Danmark. Mit indtryk af skolen er derfor, at der en stor gruppe tilfredse lærere, som er glade for deres arbejdsplads. Man kunne ønske sig, at Ugebladets artikel viste et mere nuanceret og retvisende billede af situationen.

I forbindelse med den tidligere skoleleders afgang blev der rejst kritik af manglende åbenhed om processen der ledte til, at han stoppede i juni. Jeg har forståelse for, at manglende information kan lede til spekulationer, og måske kunne bestyrelsen have undgået nogle af disse ved tidligere at oplyse om den tavshedsklausul, som er indgået. Men det er nu engang sådan, at ansættelsesforhold er en sag mellem den ansatte og virksomhedens ledelse eller bestyrelse. Det gælder også i dette tilfælde, og derfor må ansatte og forældre respektere, at ikke alle informationer i denne sag er offentligt tilgængelige.

Jeg og min familie tager dybt afstand fra de personlige trusler som Lotte Ostenfeld og bestyrelsen har modtaget siden sommer. Det er en helt uacceptabel fremgangsmåde, og jeg er glad for, at truslerne nu er meldt til politiet.

Og lad mig slå helt fast: Rungsted Private Realskole er stadig en rigtig god skole, med nogle helt fantastiske lærere, og et værdigrundlag, som vi skal værne om. Vi ønsker ro, lad os se fremad og glæde os over skolens mange nye tiltag.

Jeg har fuld tillid til, at skolebestyrelsen træffer de rigtige beslutninger med hensyn til skolens og vores børns fremtid.

Læs også: DEBAT: Giv RpR ro og fred

Publiceret 29 November 2018 07:48

SENESTE TV