Hørsholm Sognegård har i flere år dannet rammen om spisearrangement juleaften for enlige. Arkivfoto

Hørsholm Sognegård har i flere år dannet rammen om spisearrangement juleaften for enlige. Arkivfoto

DEBAT: Aflyser juleaften for enlige: Vor Herre bevares, hr. menighedsrådsformand

Af Christian Olsen, Brønsholmdalsvej 31, Kokkedal:

Det er med stor forbløffelse, at jeg læste begrundelsen for aflysningen af julearrangementet for enlige: ”at menighedsrådet i kirken ifølge formanden ikke har formået at finde personer til at stå som tovholdere på projektet.”

Og at man blot konstaterer: ”at sådan ser virkeligheden ud, og sådan er det bare.”

Det er simpelthen for uengageret, hr. formand!

Medens De og formodentlig samtlige Deres menighedsrådsmedlemmer sidder med jeres familie og hygger jer med julemaden – sidder der 40 enlige, som med en smule opfindsomhed og initiativ ville kunne dele deres måltid – om end ikke med deres familie – så dog i selskab med mennesker i samme situation.

Og når det så ovenikøbet bliver meddelt i Ugebladet, at det ikke skorter på frivillige til at tage sig af arbejdet på gulvet, så når urimeligheden i Deres opgivende holdning nye højder.

Under henvisning til Deres øverste arbejdsgiver vil jeg tillade mig at udtrykke et ”Vor Herre bevares”!

Tillad mig at foreslå, at De allerede nu finder en tovholder for julen 2019, så vi ikke igen skal læse de bedrøvelige linjer i Ugebladet – og hvis De atter løber tør for ideer, melder jeg mig gerne som tovholder på projektet, som formodentlig kan varetages uden en udvidet akademikeruddannelse.

Publiceret 22 December 2018 08:00

SENESTE TV