Glen Madsen (DF), byrådsmedlem i Hørsholm, anser det for en umådelig dårlig ide at sige ja til en ny daginstitution i Ådalsparken, der har en 'international profil', som det så fint er formuleret. Arkivfoto

Glen Madsen (DF), byrådsmedlem i Hørsholm, løfter hatten for sin vragede politiker-kollega Thorkild Gruelund. Arkivfoto

DEBAT: Det er rent ud sagt usympatisk, Slotved!

Af Glen Madsen (DF), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse:

Efter 25 års tro tjeneste for Det Konservative Folkeparti i kommunalbestyrelsen i Hørsholm har Slotved nu sparket Thorkild Gruelund på porten. Og det fordi Thorkild ved nogle ganske få lejligheder – beundringsværdigt i øvrigt – har sat hælene i og ikke ukritisk bakket borgmesteren op i hans ønsker samt gøren og laden.

Set fra min side, tidligere som helt almindelig borger i kommunen og nu også med erfaring indefra i kommunalbestyrelsen, så løfter jeg på hatten for Thorkild. Fordi han har haft mod til, når det var det rigtige at gøre, ikke bare at tale borgmesteren og magtarrogancen efter munden.

I min bog aftvinger det respekt, når man står ved sin holdning og baserer tingene på anstændighed og sund fornuft.

Thorkild skydes i skoene, at han har være illoyal, men jeg kan ikke mindes, at han har stemt imod borgmesteren i det år, jeg har siddet i kommunalbestyrelsen. Bevares, Thorkild har, i forhold til borgmesteren, haft nogle divergerende holdninger omkring salget og håndteringen af Hannebjerggrunden og sin egen vejrets-sag, hvor borgmesteren valgte side til fordel for forvaltningen, der efter min bedste overbevisning har leveret et dårligt stykke arbejde.

De lastbiler, der kunne levere varer inden den nye bygning så dagens lys, skal selvfølgelig også kunne levere efter. Det kan de ikke, og derfor har Thorkild beundringsværdigt kæmpet for ret og rimelighed.

I forhold til Hannebjerg, så er det også indiskutabelt, at Thorkild i den sag har været på moralens og anstændighedens side, selvom presset fra Slotved og Co. har været stort.

Her fra skal lyde et stort: Godt gået Thorkild!

Thorkild, jeg håber, du bliver i kommunalbestyrelsen, samt at du fortsætter med at gøre borgerne opmærksom på, når kejseren ikke har tøj på. På et tidspunkt vil andre rigtige konservative i Hørsholm også lade den skinbarlige virkelighed sive ind og handle ud fra det.

Publiceret 23 December 2018 08:00

SENESTE TV