En propfyldt Hørsholm Kirke ved søndagens Kim Larsen-mindearrangement. Foto: Hørsholm Kirke

En propfyldt Hørsholm Kirke ved søndagens Kim Larsen-mindearrangement. Foto: Hørsholm Kirke

DEBAT: Tak for flot Kim Larsen-arrangement

Af Annie og Jerry Ritz, Sdr. Jagtvej 27, Hørsholm:

Det skal lyde en stor og varm tak til Hørsholm Kirke og præst Le klint for et meget vellykket arrangement søndag 6. januar med Kim Larsens tekster og musik som det gennemgående tema i det første i en serie på fire musikalske eftermiddagsgudstjenester med det overordnede tema: ”Døde poeters klub”.

Folkekirken var, som der blev sagt i velkomsten, for alvor indtaget af folket til fejring af den folkekære nationalskjald – det kunne næppe blive mere folkeligt. Der var rigtig mange der på den måde ville sige tak og mindes Kim Larsens store sangskat.

Kirken var fyldt til sidste siddeplads og mere til – ja, der var flere end juleaften, og sikke en skøn oplevelse med oplæsning af udvalgte Larsen tekster og citater, livesang med solister, guitar- og orgelspil samt fællessang både med og uden Kim Larsen himself i højttalerne. Enkelt og meget stemningsfyldt med et fællesskab på tværs af generationer.

Der blev sat ekstra stole ind i Hørsholm Kirkes midtergang. Foto: Jakob Nybo

Der blev sat ekstra stole ind i Hørsholm Kirkes midtergang. Foto: Jakob Nybo

Det hele blev kædet sammen af Le Klint på afslappet vis, man kunne mærke hendes ærlige begejstring for Kim Larsen med en række personlige anekdoter.

Det blev aldrig påtaget og poppet, men smukt og hjerteligt. Vi hørte - og sang med på - numre som "This Is My Life", "Papirklip", "Masser Af Succes", "Kvinde Min", "Den Allersidste Dans" og gik fra kirken ud i mørket til sangen "Om Lidt (bli’r her stille)" med varme hjerter og tanker til en af Danmarks største sangskrivere gennem tiderne.

Larsen er død, men hans musik og tekster lever. Stor tak til Le Klint og Hørsholm Kirke som følger med tiden og som tør at være folkelige i Grundtvigs og ordets bedste betydning.

Publiceret 08 January 2019 08:00