I sommer havde Udrejsecenter Sjælsmark besøg af Nødhjælpsorkestret, der gav koncert for centrets børn. Foto: Morten Timm

I sommer havde Udrejsecenter Sjælsmark besøg af Nødhjælpsorkestret, der gav koncert for centrets børn. Foto: Morten Timm

DEBAT: Tak til Hørsholms borgmester

Af Brita Bastogi, Breelteparken 203 og Lea Kirk, Selmersvej 7A, Hørsholm:

Det glædede os at læse borgmesterens indignation over børnenes forhold på udrejsecenter Sjælsmark, idet kommunen har modtaget 51 underretninger, hvilket betyder bekymring for børnenes trivsel og udvikling.

Vi forstår godt, at det er et pres på kommunen, men som borgmesteren selv påpeger, skal alle børn i Danmark behandles på samme måde. Danske børn har krav på, at kommunen griber ind, hvis deres udvikling er truet.

Flygtningebørnene har samme krav, så længe de opholder sig i Danmark.

Det er jo et modsætningsforhold mellem integrationsministeriets kontinuerlige stramninger og kommunens pligt til at sørge for, at børn ikke udsættes for belastning, men tværtimod støttes i deres udvikling.

Ministeren giver forældrene skylden for børnenes utålelige situation, men ministeren ved udmærket, at mange familier ikke kan rejse hjem - dels fordi hjemlandet ikke vil modtage dem, dels fordi de ved, at de risikerer at blive slået ihjel, fængslet, tortureret.

Kommunen har modtaget 51 underretninger om asylbørnenes mistrivsel på udrejsecenter Sjælsmark. Vi ved, at disse underretninger skyldes alvorlige trusler mod barnets udvikling.

Så derfor håber vi, at borgmesteren vil redegøre for, hvad kommunen har gjort, hvad de gør, og hvad de har i sinde at gøre for at forbedre det miserable liv på Sjælsmark for børnefamilierne.

Publiceret 10 January 2019 15:00

SENESTE TV