De Konservatives Charlotte Kirchheiner offentliggør nu partiets grønne nytårsplan i Hørsholm. Arkivfoto

De Konservatives Charlotte Kirchheiner offentliggør nu partiets grønne nytårsplan i Hørsholm. Arkivfoto

DEBAT: Nu lander grøn nytårsplan fra De Konservative

Af Charlotte Kirchheiner (K), medlem af Hørsholm Kommune, Gøgevang 43, Hørsholm:

Mens verdens politiske ledere i december var samlet til FN-klimamødet COP24, og mens en intens ung svensk pige tryglede de selvsamme ledere om at sætte handling bag deres egne ord, sad vi i den konservative gruppe i Hørsholm og diskuterede, hvordan vi med udgangspunkt i vores egen kommunale verden kan bidrage til en mere bæredygtig udvikling.

Det er mundet ud i en grøn nytårsplan, som vi vil præsentere for resten af Hørsholm Kommunalbestyrelse på vores januar-møde.

“9 nemme tiltag” kalder vi dem, fordi de i princippet kan iværksættes dagen efter kommunalbestyrelsesmødet.

Det handler om blandt andet at stoppe flyrejser i kommunalt regi, om at reducere kødforbruget i de offentlige køkkener, om at bruge mindre éngangsplastik og om at lave en strategi for grønne indkøb.

Det kan virke simpelt eller utilstrækkeligt at høste de 'lavthængende frugter', men i disse tider, hvor der er stor politisk ivrighed efter at sætte storslåede miljømål for fremtiden, men hvor det halter med at anvise konkrete skridt på vejen dertil, mener vi at disse tiltag giver vores kommune erfaring med at træde ud på den grønne sti, og at de samtidig sætter ringe i vandet ved at udfordre markedet til nytænkning.

Samtidig arbejder vi naturligvis med de langsigtede mål, hvorfor vi bl.a. har stillet det som et krav at udviklingen af Rungsted Kyst stationsområde skal ske med udgangspunkt i FNs verdensmål.

Alle tiltag i vores grønne nytårsplan hører i øvrigt under FNs verdensmål 12, “Ansvarligt forbrug og produktion”.

Kommunerne er i Danmark udset til at være primus motor for implementeringen af FNs verdensmål. Mens Danmark ligger fint placeret inden for de sociale mål, og mens nogle af de grønne mål på grund af teknologiske landvindinger lettere opfyldes, er det meget vanskeligt at ændre på vores forbrug.

Derfor er FNs verdensmål 12 det mål, hvor Danmark halter langt bagud. Med vores grønne nytårsplan bidrager vi til, at vi nationalt set kan indfri målet.

Publiceret 14 January 2019 17:30