Venstres Kristian Nørgaard og Annette Wiencken, byrådsmedlemmer i Hørsholm.

Venstres Kristian Nørgaard og Annette Wiencken, byrådsmedlemmer i Hørsholm. Pressefoto

DEBAT: Demografi og ivrig opkøbsstrategi udfordrer Hørsholm Kommune

Af Annette Wiencken (V), gruppeformand, og Kristian Nørgaard Jensen (V), medlemmer af Hørsholm Kommunalbestyrelse:

Vi er i Hørsholm kommune voldsomt udfordret på økonomien og likviditeten, dels på grund af øgede omkostninger på det specialiserede børneområde, det specialiserede voksenområde og den kommunale medfinansiering af regionale sundhedsudgifter, og dels på grund af en ivrig opkøbsstrategi.

Derfor skal der rettes op på både økonomi og likviditet, og der skal trædes hårdt på bremsen.

Venstre er naturligvis med til at tage ansvar, vi er med i budgettet for 2019, og vi er med til at finde løsningerne på vores udfordringer, så det får mindst mulig konsekvens for den nære velfærd. Men det kan ikke undgå at påvirke alle os borgere i Hørsholm.

Vi ønsker i Venstre, at vi nu har fokus på at få gennemført de byudviklingsprojekter, som er igangsat, og får dem solgt fra – inden vi kaster kommunen ud i nye prestigebyggerier, som fx den ekstra skøjtehal eller endnu en udbygning eller ombygning af kultur Trommen. Det er tiden simpelthen ikke til.

Vi skal bruge anlægskronerne på skolerne, daginstitutioner og ældreområdet.

Venstre støtter projektet om et nyt rådhus, da det umiddelbart viser en positiv business case, men det er hensigtsmæssigt at vente med at realisere planerne til, vi har fået likviditeten rettet op ved de igangværende salgsprojekter.

Venstre går ind til dialogen med en åben og fokuseret tilgang for at løse opgaven, således at vi får økonomien rettet op.

Publiceret 19 January 2019 08:00