To forskellige situationer i kulturhus Trommen.

To forskellige situationer i kulturhus Trommen. Fotos: Ann Lindhardt

DEBAT: Fra et fuldt kulturhus Trommen til et mennesketomt

Ann Lindhardt (V), medlem af kommunalbestyrelsen:

I starten af januar var der et spændende Kulturarrangement “Mennesket og kunstneren Peter Bastian – Altid allerede elsket – set fra sidelinjen”, mandag den 14. januar i Trommens store sal, der trak fulde huse, 350 mennesker stod i kø for at komme ind. Det var opløftende og vidunderligt at betragte kulturhus Trommen med kø og fulde huse.

Ca. 14 dage efter, nogenlunde samme tidspunkt på aftenen, er Trommesalene mennesketomme igen igen... salene tilbyder denne aften kommerciel biograf, og der er 2 solgte billetter.

Jeg tror ikke der er nogen, der er i tvivl om Venstres holdning til dette biografeventyr. Trist for biografen og byens borgere, at de nyeste “biografsalgstal” for året 2018 igen viser, at belægningen og brugen af biografen er meget ringe. Der er stadig ca 10 personer pr. biografvisning i gennemsnit, og mange dage helt tomme sale.

Vi synes, det er meget tydeligt, at biografen ikke kan fortsætte sin nuværende kurs, når man kigger på belægningstallene samt den økonomiske støtte den får. Venstre er bestemt ikke “biografforskrækket” og vi mener helt klart at Hørsholm kan have en kommerciel biograf i byen, men så skal den drives på helt andre private kommercielle vilkår, og ikke være et kommunalt projekt. Lad os bibeholde “kunstbiografen” som bl.a. er baby, senior, skole, biblioteksbio, som udgør ca. 5% af biografdriften, og bruge de smukke lokaler til andre tiltag resten af tiden.

Venstre vil gerne bruge vores kulturpenge på de mange og ikke de få, specielt også set i lyset af Hørsholms Kommunes nuværende økonomiske situation. Flere kulturarrangementer som Peter Bastian, bruge filmskærmene til feks. at vise store sportsbegivenheder og samle byens borgere til nogle festlige aftener. Der mangler tilbud til de unge, så vi kunne f.eks. arrangere gameaftener for byens børn og unge. Det kunne være fællesspisning for børnefamilier eller single aftener, så folk kunne mødes på kryds og tværs

Vi skal tænke ud af boksen, tiderne er nye, der er kommet nye spændende kulturtilbud, og vi skal være ansvarlige over for skatteborgernes kulturpenge.

Vi skal skabe det pulserende liv, som Trommen fortjener.

Publiceret 25 January 2019 08:30