De venter en hård kur, der ikke kan undgå at få negative konsekvenser for borgerne, siger borgmester Morten Slotved (K). Arkivfoto: Morten Timm

Der venter en hård kur, der ikke kan undgå at få negative konsekvenser for borgerne, siger borgmester Morten Slotved (K). Arkivfoto: Morten Timm

DEBAT: Ja, vi følger løbende op på økonomien

Af Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm:

Kære Jens Hald.

Mange tak for dit læserbrev, som stiller nogle fornuftige spørgsmål. Jeg vil her forsøge at svare på dem.

Ja, vi har kvartalsvis økonomisk opfølgning i økonomiudvalget. Det kommer vi til at følge tættere, hvorfor vi nu iværksætter at økonomien følges af hele økonomiudvalget på alle økonomiudvalgsmøder.

Ja, som borgmester har jeg fået månedlige forbrugsprocenter, og frem til og med forbrugsprocenten i november var der ikke noget alarmerende. Det var først efter december at vi fik endelig vished omkring et samlet merforbrug i 2018.

Den store udfordring er, at vi allerede i første uge af 2019 får en melding om at budget 2019 vil “skride” med 23 mio. Det er en melding, jeg ikke kan sidde overhørig, hvorfor jeg iværksætter en dialog med hele kommunalbestyrelsen, hvorefter vi sætter stramninger ind. Jeg vil ikke acceptere, at vi ikke kan overholde et samlet budget.

Nej, jeg vil ikke spare på driften for at bygge nyt rådhus, eller andre anlæg.

Anlæggene har ikke været årsag til overskridelserne, og anlæggene har holdt sig budgetmæssigt indenfor deres bevillinger.

Finansieringen af et fremtidigt rådhus, skal ske ved at sælge det nuværende rådhus, samt indregne en besparelse på ca. 3,5 mio. årligt ved at gå fra ca. 11.000 kvm rådhus til ca 5.000 kvm rådhus. Det nuværende rådhus ligger på en 34.800 kvm stor grund, som kan sælges til boliger. Endvidere skal vi investere ca. 30 mio, hvis vi skal klimasikre det nuværende rådhus. (Her er et stort vedligeholdes efterslæb).

Nej, Hørsholm fik ikke dispensation i 2005. Alle kommuner over 20.000 kunne selv vælge om de ville forsætte alene.

Nej, jeg tror ikke på at der kommer et centralt krav om at kommuner skal sammenlægges. Jeg tror, at der er en tendens til, at man ønsker at styrke det lokale demokrati, hvorfor jeg er overbevist om, at man vil ønske samarbejder på tværs af kommuner, men ikke nedlæggelser.

Jeg håber at det gav lidt svar på dine spørgsmål.

Publiceret 30 January 2019 06:00