Sundhedsreformen er centralistisk, bureaukratisk og ikke demokratisk. Den indebærer bl.a. et forslag om at gå fra tre organisatoriske enheder til fem enheder, skriver Enhedslistens Marianne Frederik.

Sundhedsreformen er centralistisk, bureaukratisk og ikke demokratisk. Den indebærer bl.a. et forslag om at gå fra tre organisatoriske enheder til fem enheder, skriver Enhedslistens Marianne Frederik. Pressefoto

DEBAT: Nytænkning - men uden en sundhedsreform

Af Marianne Frederik (EL), medlem af Regionsråd Hovedstaden for Enhedslisten:

Anne Ehrenreich (V), skriver sammen med Kristian N. Jensen (V) et indlæg 5. februar under titlen: "Ja tak til nytænkning i sundhedssektoren".

Jeg er enig i de mange udfordringer, der er inden for sundhedssektoren, og at der er brug for nytænkning. Men jeg mener ikke, at der er brug for en stor reform, der nedlægger regionerne og overfører opgaver til kommuner og stat, uden den nødvendige finansiering til de stigende opgaver.

De to Venstre-politikere skriver, som om sundhedsreformen er vedtaget, men det er den ikke. Der er tale om et valgoplæg, der ikke gennemføres via lovtiltag i Folketinget inden valget.

Sundhedsreformen er centralistisk, bureaukratisk og ikke demokratisk. Sundhedsreformen indebærer bl.a. et forslag om at gå fra tre organisatoriske enheder med valgte politikere: Folketing, regionsråd og byråd, til fem enheder: Folketing, sundhedsvæsen Danmark (adm. enhed), fem forvaltningsenheder (adm. enheder), 21 sundhedsfællesskaber (pol-adm.) og 98 kommuner.

Sundhedsreformen kritiseres af Danske Regioner, sundhedsfaglige foreninger, patientforeninger og sundhedsøkonomer. Der er ikke brug nye store strukturreformer, men brug for penge og ekstra sundhedsfagligt personale til de mange opgaver.

Der er brug for bedre samarbejde mellem tre-enigheden: Regioner, kommuner og praktiserende læger. Der er brug for bedre sammenhængende forløb for borgerne, mere forebyggelse, flere sundhedshuse mv., samtidig med at der stadig er brug for indlæggelser på sygehusene. Det samarbejde er i gang flere steder, lad os fortsætte med det.

Lad os bevare og udvikle de specialiserede sociale institutioner, som der er et stigende behov for.

Publiceret 11 February 2019 06:00