Den annoncerede ekstraordinære generalforsamling 30. januar på Rungsted private Realskole er nu skubbet en måned til 26. februar - og nu er hele skolebestyrelsen på valg.

"Det eneste jeg som forældre på skolen er utilfreds med, er al den ballade, denne forældregruppe har skabt," skriver Jannike Toftegaard. Arkivfoto

DEBAT: RpR har fortjent bedre

Af Jannike Toftegaard, Solvænget 23, Rungsted Kyst:

Jeg er stærkt bekymret for den uro en mindre forældregruppe er lykkedes med at skabe på Rungsted Private Realskole.

Det er trist, at nogle forældre tydeligvis synes, det er okay at trække en skolen igennem syv måneders tumult med massiv negativ omtale i Ugebladet til følge. Alt sammen fordi skolebestyrelsen af juridiske årsager ikke vil offentliggøre indholdet af den fortrolighedsaftale, der blev indgået med den tidligere skoleleder René Leiholm.

Hvorfor denne forældregruppe har så svært ved at fatte, at aftalen er fortrolig, forstår jeg simpelthen ikke. De synes åbenbart, at hensynet til dem taler højere!

RpR er en fantastisk skole med dygtige og engagerede medarbejdere, som vi forældre skal passe rigtigt godt på. Det er dem, vi overlader vores børn til hver dag, og de fortjener altså bedre end at skulle arbejde i den forældreskabte krise, som RpR står midt i.

Så det eneste jeg som forældre på skolen er utilfreds med, er al den ballade, denne forældregruppe har skabt, og jeg er meget bekymret for, hvilke konsekvenser det vil få for skolen, hvis de til den kommende generalforsamling bliver stemt ind i bestyrelsen.

De hævder godt nok, at de ikke ønsker at udskifte ledelsen og vores skoleleder Lotte Ostenfeld, men så har de altså en meget besynderlig måde at vise deres opbakning til ledelsen på. Det er ikke ligefrem udgangspunkt for et godt samarbejde, at deres advokat efter sigende truer med at stævne ledelsen såvel som Lotte for injurier og bagvaskelse.

De synes fuldstændig at have glemt, at RpR er en privat virksomhed, der, som alle andre virksomheder, kun overlever, hvis varen de sælger, tager sig ordentlig ud. Kun sådan får man kunder i butikken.

Og dem er de godt og grundig i gang med at skræmme væk.

Publiceret 12 February 2019 14:00