Glen Madsen (DF), byrådsmedlem i Hørsholm, under seneste valgkamp i Kulturhus Trommen, som han nu ønsker privatiseret.

Glen Madsen (DF), byrådsmedlem i Hørsholm, under seneste valgkamp i Kulturhus Trommen, som han nu ønsker privatiseret. Arkivfoto: Fred Jacobsen

DEBAT: Privatisér Kulturhus Trommen nu

Af Glen Madsen (DF), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse og folketingskandidat i Nordsjælland:

Jeg har skrevet om det før, og gør det gerne igen. Hvert år forsvinder der ca. 9 millioner kroner fra Hørsholm Kommunes driftsbudget over i Kulturhus Trommens kasse.

Politik er prioritering. Og det er i min optik helt okay, at nogle partier prioriterer et minimalt kulturelt udbud og en mennesketom biograf for 9 millioner kroner i stedet for borgernær service for de samme penge. Så længe man lader være med at bilde borgerne ind, at beløbet er langt mindre, og man i øvrigt står ved konsekvenserne af det politiske valg, man har taget.

Dansk Folkeparti havde prioriteret langt færre udgifter til Kulturhus Trommen og flere penge til vores børn, unge, plejekrævende og ældre!

Ikke fordi vi ikke kan li’ kulturelle tilbud til borgerne, som vi så ofte skydes i skoene, men fordi vi har en helt klar holdning til, at en kommune skal varetage sine vigtigste opgaver først. Pleje, omsorg, uddannelse og voksenkontakt til de helt små kommer i vores optik langt før et detailstyret, begrænset kulturudbud og en gabende tom tredjerangs biograf.

Kære Konservative, Radikale og Socialdemokrater.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at kommunens unge, ældre og svagere borgere igen, igen og igen skal betale for jeres elendige ledelse af kommunen, samtidig med at I fortsætter med at kaste millioner af kroner efter jeres politiske flødeskumsprojekt som især biografen, men også Kulturhus Trommen er.

Der blev sparet på vores børn og ældre i jeres budget for fire måneder siden. Her kort tid inde i det nye år svinges sparekniven igen, og vi ved alle, at det kommer til at ske igen, når næste års budget skal i hus, fordi I i budgettet for 2020-2022 helt bevidst undlod at budgettere med en velkendt merudgift i omegnen af 25 millioner kroner.

Også i det lys er det ganske enkelt uacceptabelt at fortsætte med at hælde ca. 9 millioner kroner i Kulturhus Trommen hvert eneste år.

Trommen skal privatiseres, så pengene i stedet kan komme den borgernære service og et langt mere mangfoldigt kulturliv til gode. Det er bare med at sætte i værk, hr. Slotved, Klitgaard og Christiansen!

Publiceret 15 February 2019 16:00