Nadja Maria Hageskov (K), formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget i Hørsholm.

Nadja Maria Hageskov (K), formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget i Hørsholm.

DEBAT: Kulturhus Trommen skal ikke privatiseres

Af Nadja Maria Hageskov (K), formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget:

Kære Glen Madsen, dit debatindlæg omkring vores kulturhus giver mig lyst til at kommentere både på indhold og tone.

Tonen er noget, du og jeg er uenige om, idet du mener at dine udmeldinger giver kant og tydelighed. Jeg mener, det er direkte ødelæggende for den offentlige debat og er bekymret for vores lokale demokrati, da jeg mener borgerne her i kommunen forventer og fortjener noget andet af os som politikere. Et lidt mere dannet niveau i debatten hilser jeg velkommen.

Lige præcis dannelse er en vigtig faktor, når jeg arbejder så indædt for kulturen her i vores kommune. Dannelse er ikke nødvendigvis givet på forhånd, men næres blandt andet af kulturoplevelser som kunst, litteratur og musik. Dannelse sker også i mødet mellem mennesker i et frit rum, hvor alle er lige for oplevelsen, de får. Det tilbydes på vores bibliotek, der stiller rammer og tilbud til rådighed med deres faglighed.

Det tilbydes af Musikskolen, der stiller sig til rådighed for børn og voksne med blandt andet koncerter med klassisk musik i Kulturhuset. Og sidst, men ikke mindst, en lang række tilbud med musik og teaterforestillinger.

Selv om der er mange tilbud i kulturhuset, er der stadig dage, hvor der ikke er aktivitet. Derfor vises der biograffilm i de fleksible sale, så der er aktivitet alle dage. Skulle der være foreninger, der ønsker at lave yderligere kulturtilbud, er der også mulighed for det, idet præmissen for biograffunktionen, er at der skal vises film under hensyntagen til øvrige kulturelle tilbud.

Det er ikke en kommerciel biograf, men et supplement til de tilbud vi i øvrigt har. Og der er heldigvis mange, der er glade for den mulighed.

Som konservativ mener jeg at kulturen er en vigtig grundsten i vores samfund, og derfor skal kultur være tilgængeligt for alle mennesker. Jeg mener ikke, at alt behøver at være gratis, men rimeligt økonomisk tilgængeligt. Privatisering giver mening i nogle sammenhænge, men når det handler om vores kulturtilbud, så bør vi værne om det og bevare det som en kommunal institution.

Og lad os så passe på det vi har og sikre fremtidens kulturtilbud for borgerne i Hørsholm Kommune.

Publiceret 20 February 2019 16:00