Lise Müller, SF-kandidat.

Lise Müller, SF-kandidat. Pressefoto

DEBAT: Hvilken hverdag skal vores børn have?

Af Lise Müller (SF), næstformand og folketingskandidat, Løvspringsvej 12, Charlottenlund:

Forleden behandlede Folketinget et forslag fra SF om at indføre minimumsnormeringer i børneinstitutioner. Mange steder i landet er der nemlig ikke de tre børn pr voksen i vuggestuerne og seks børn pr voksen i børnehaverne, som pædagogernes fagforening, BUPL, anbefaler.

Dagligdagen har pædagoger og pædagogiske assistenter i landets børneinstutioner længe forsøgt at råbe op om.

Der er siden 2007 nedlagt ca 1.000 institutioner og den centralisering har betydet store institutioner med langt flere børn. Der er også færre voksne pr barn end tidligere.

I Hørsholm Kommune er der fx 3,3 børn pr ansat i vuggestuerne og 7,0 i børnehaverne. Forskellen til den anbefalede normering betyder konkret, at der mangler henholdsvis op til 14 timers pædagogisk personale om ugen i en gruppe med 12 vuggestuebørn og ½ pædagogisk fuldtidsstilling om ugen i en gruppe med 21 børnehavebørn.

Jeg tror ikke nogen er uenige i, at børn skal have gode, trygge rammer, hvor de kan udvikle sig. Forskellen er bare om man vil prioritere midlerne til det.

På nuværende tidspunkt mangler der ifølge BUPL 4000 ansatte for at nå minimumsnormeringen. Det koster to milliarder kroner. De penge kan ikke findes i den stramme kommunale økonomi, men vi kunne finde dem i fællesskab ved at droppe konsulent-bistand for 1,5 milliarder kroner, som regeringen har øget deres forbrug med eller ved at øge formueskatten på 0,5 %.

De mindste kommer tidligt i institution, og de skal have det godt med gode, rolige og trygge rammer hvor de kan udvikle sig. Det er i mange tilfælde ikke optimale rammer til netop det gode, trygge og udviklende børneliv der burde skabes.

For mig er det mærkeligt al den stund, at man tænker at vi bliver klogere og gør tingene bedre i dag end tidligere. Alligevel prioriterer vi ikke børnene. Desværre blev forslaget om minimumsnormeringer nedstemt og efter at have set DRs dokumentar er det endnu mere uforståeligt.

Publiceret 15 March 2019 07:00