Martin Lidegaard (R), medlem af Folketinget og kandidat til folketingsvalget.

Martin Lidegaard (R), medlem af Folketinget og kandidat til folketingsvalget. Foto: Steen Brogaard

DEBAT: Regeringen og DF glemmer Kystbanen - igen

Af Martin Lidegaard, kandidat til Folketinget for Radikale Venstre:

Kystbanen har i flere år fungeret urimeligt dårligt. Store forsinkelser og mange aflysninger har ramt tusindvis af sagesløse pendlere, hvoraf mange nu helt forståeligt er blevet presset over i bilen - til stor gene for dem selv og til skade for klimaet.

Derfor er det rent ud sagt helt og aldeles forbløffende, at regeringen og Dansk Folkeparti kan finde på at afsætte over 100 milliarder kroner til et nyt trafikudspil, hvor der igen ikke tages hånd om Kystbanens fremtid.

Det må og skal der ændres på. Derfor går jeg og Radikale Venstre til valg på at gennemføre en række af de forholdsvis overkommelige investeringer, som blandt andet COWI har peget på kunne gøre en stor forskel for Kystbanen.

Vi vil arbejde for, at materiellet, signalsystemerne og den interne kommunikation kommer til at leve op til moderne standarder. Vi vil kæmpe for, at man skrinlægger enhver tanke om at udtynde køreplanen, som der har gået rygter om. Og så drømmer vi om, at vi også skal have lov til at tage vores cykler gratis med i Kystbanen.

Årsagerne til Kystbanens deroute har primært været mangel på vedligehold af tog og skinner samt svigtende politisk opbakning – og bevillinger – til den offentlige transport i årtier. Det må og skal der ændres på.

Kystbanen og den kollektive trafik skal gøres attraktiv med hurtige og moderne tog, der kan konkurrere på tid og priser. Det er det, der skal til, hvis langt flere skal finde mening i at tage toget fremfor bilen.

Publiceret 21 March 2019 15:00