Grundejerforeningen Bakkehusene advarer mod en ny bydel, der er ved at opstå mellem dem og Helsingørmotorvejen.

Grundejerforeningen Bakkehusene advarer mod en ny bydel, der er ved at opstå mellem dem og Helsingørmotorvejen. Foto: Michael Wulff Hansen

DEBAT: Ny dyr bydel i Hørsholm

Dorte Holst, Bakkehusene 82, Hørsholm, på vegne af grundejerforeningen Bakkehusene:

Som en tyv om natten og uden nogen rigtig opdagede det, er de første spadestik taget til en mulig ny bydel i Hørsholm.

Joacim Bruus-Jensen, direktør i Nord Partners, har i et lille års tid arbejdet ihærdigt for projektet, der ved Miljø- og Planudvalgsmødet i januar foreløbigt kulminerede med en startredegørelse.

Lad mig tage dig derhen, hvor Nord Partners vil anlægge bydelen. Den nordvestlige del af kommunen på et jordstykke presset ind mellem Helsingørmotorvejen, Bakkehusene, landzone og Cirkelhus-projektet. Lige der – på den smalle mark, er planen: At bygge 131 almennyttige boliger i op til 4 plan og 197 p-pladser.

Du læste rigtigt. 131 boliger.

Og fordi marken ligger op ad motorvejen, skal der anlægges en støjvold. Tilbage er et lille areal, hvor de 131 boliger skal placeres. Marken ligger i landzone, og er derfor ikke omfattet af kommuneplanen, og derfor skal politikerne opgive andre allerede udlagte og måske mere attraktive byudviklingsarealer til fordel for dette, for at realisere det.

Spørgsmålet er da, om projektet er så attraktivt, at kommunalbestyrelsen vil give andre fordelagtige projekter dødsstødet. Har Hørsholm brug for en ny bydel? Og skal en ny bydel tage afsæt i en forretningsmands ønske om hurtige penge, eller skal byudvikling udspringe af politiske visioner?

Økonomien er en anden problematik. For med almennyttigt boligbyggeri følger kravet om, at kommunen skal stille 10% i grundkapital.

Vil Hørsholms politikere prioritere det i en tid med massive spareplaner, og er byens skatteborgere villige til at smide et tocifret millionbeløb efter et byggeri på en mark, som aldrig har været tænkt som et byudviklingsområde?

Dermed bliver et projekt om almennyttigt byggeri på en mark pludselig ikke kun et problem for naboerne og Usserød, men for hele Hørsholm, fordi det, hvis det realiseres, bliver en økonomisk udgift for alle. Det er der ikke borgerstemmer i.

Publiceret 27 March 2019 06:00