Det er området til højre mellem Bakkehusene og motorvejen, Nord Partners har udset sig som et område for almene boliger.

Det er området til højre mellem Bakkehusene og motorvejen, Nord Partners har udset sig som et område for almene boliger. Foto: Michael Wulff Hansen

DEBAT: Da Cæsar, Athena og rytteren Jacobi på hesten Konkurs ville bygge huse på en bakke

I byen Nepos, ikke langt fra Rom, havde der været valg til det lokale Senat. Resultatet faldt ikke ud til den lokale romer Cæsars fordel, så for ikke at miste sine laurbær, måtte han acceptere ultimative krav fra Romerrigets argeste modstandere, Gallerne, skriver Preben Carøe i dette alternative debatindlæg.

Af Preben Carøe, Ringvej 24, Hørsholm:

2, Her er historien om Cæsar, Athena og rytteren Jacobi på hesten Konkurs, der sammen ville bygge huse på en bakke.

I byen Nepos, ikke langt fra Rom, havde der været valg til det lokale Senat. Resultatet faldt ikke ud til den lokale romer Cæsars fordel, så for ikke at miste sine laurbær, måtte han acceptere ultimative krav fra Romerrigets argeste modstandere, Gallerne.

De tre gallere var imidlertid ikke nok, så den enlige radicituser, blev også taget med. Kravet fra gallerne var, at der skulle bygges billigt - delvist betalt af byens oprindelige borgere - således at flere gallere havde råd til at bo i Nepos og dermed øge deres repræsentation i Senatet.

Desværre havde det afgåede Senat lige vedtaget hvad, hvor meget og hvor der skulle bygges de næste mange år, så det gjorde opfyldelse af kravet noget kompliceret.

Med til historien hører også, at der efter valget var kommet en ny forkvinde for det råd der planlægger, hvor veje skal ligge og beboelser opføres. Hun havde taget navn efter den driftige græske gudinde Athena og var kendt for at stemme imod sit eget forslag i en vejsag.

Heldigvis banker det på døren hos Cæsar og Athena og ind ridder rytteren Jacobi på den skamredne hest Konkurs. Men det er uden betydning for de to, for Jacobi har løsningen på gallernes krav. Han har en ide om at god landbrugsjord, der i øvrigt grænser op til hovedvejen der leder til Rom og som er belastet af støj fra stridsvogne og lugten af hestegødning, kan bebygges med simple boliger lagt oveni hinanden.

Med Cæsars velsignelse og hjælp fra Athena kaster Jacobi sig over Senatets embedsmænd for at presse byggeriet igennem. Jacobi kan med glæde i stemmen berette, at jorden tilhører efterkommere efter en god ven af Cæsars forgængere og kan sælges til en virksomhed der tilfældigvis også hedder Athena, hvorved arvingerne efter Piscator vil tjene en masse penge.

Lokale Romere protesterer overfor Athena, men protesterne arkiveres lodret. Efter nogle måneders samarbejde med rytteren meddeler Athena, at hun har så travlt med et projekt i Rom, at hun må bede om fri fra Senatet. Forbløffelsen er derfor stor, da hun kort efter meddeler, at hun skal arbejde for Athena.

Hun deler tilmed bord med rytteren Jacobi og kan bruge al den erfaring og de kontakter, hun har fra tiden i Senatet til at fremskynde byggeriet og dermed sikre, at alle får deres del af kagen.

Hun bedyrer, at dette ikke er tilfældet, og Cæsar og hans støtter af gallere og radicuser ser heller ikke noget problem.

Sådan er hverdagen i Nepos, men en lokal amatørarkæolog graver i for- og nutid for at fastslå om Athenas påstand om ikke at være direkte involveret i rytterens projekter i Nepos holder.

Gad vide om arkæologen finder noget afgørende bevis inden det næste møde i Senatet.

Publiceret 17 April 2019 14:00