Konservativ formand Tomas Dyrbye (tv.) har indstillet over vælgerforeningen, at Thorkild Gruelund skal ekskluderes. Pressefotos

Måske skulle konservative medlemmer i Hørsholm overveje om de har den rette formand, spørger Sige Gruelund i et debatindlæg om hendes fars eksklusionssag.

DEBAT: En appel til konservative vælgeres anstændighed

Thorkild Gruelunds datter Signe blander sig nu i eksklusionssagen mod sin far og spørger om Tomas Dyrbye er den rette formand for vælgerforeningen

Af Signe Gruelund, Lange-Müllers Allé 30, Rungsted Kyst (Thorkild Gruelunds datter):

Kære Konservative Hørsholm borger, formanden for den konservative vælgerforening, Tomas Dyrbye, har truffet beslutning om at indstille Thorkild Gruelund til eksklusion samt opfordret ham til at forlade kommunalbestyrelsen.

Thorkild fik fjerde flest personlige stemmer ud af samtlige opstillede til seneste byrådsvalg, samt næst flest stemmer i den konservative gruppe, og må derfor siges at sidde i kommunalbestyrelsen (på sit 25. år) med endog særdeles betydelig folkelig legitimitet.

Vejsagen er en møgsag, men det er primært en møgsag for forvaltningen i Hørsholm Kommune. I skrivende stund står Thorkild med en afgørelse i Taksationskommissionen, hvor han har fået 100% medhold. Altså med andre ord at Hørsholm Kommune som vejmyndighed har ageret ulovligt.

Det virker besynderligt, at Thorkild som privatperson ikke har mulighed for at forsvare en tinglyst vejret, uden at det skal komme ham til skade i forhold til sit langvarige politiske virke for de konservative i Hørsholm. Såvel vælgerforening som C-gruppen (Morten Slotved) har ved gentagne lejligheder netop tilkendegivet, at Thorkild som privatperson skal have samme muligheder for at forfølge og forsvare vejretten som andre borgere.

Jeg vil gerne med dette læserbrev appellere til den anstændighed, som jeg ved findes hos de konservative vælgere, idet der ingen anstændighed er at finde hos Tomas Dyrbye.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at Thorkilds langvarige politiske karriere skal slutte med en eksklusion, fordi han har holdt fast i retten til at forsvare sin vejret.

Tomas Dyrbye har i lang tid presset Thorkild til at droppe vejsagen, hvilket desuden var årsagen til at han blev placeret som nummer 10 på opstillingslisten ved sidste kommunevalg. Fordi han ikke valgte at makke ret efter Tomas Dyrbye.

Jeg deltog selv i et møde med Thorkild og Tomas Dyrbye, hvor sidstnævnte tilkendegav, at han mente at Hørsholm Kommune ikke behøvede at have en moral. En helt forfærdelig holdning at have, hvis du spørger mig.

Jeg undres over Tomas Dyrbyes mission om at få ekskluderet Thorkild, i stedet for at sætte som mission at gøre noget ved alle de udfordringer, som byen står overfor. Fokus bør være på langt vigtigere emner. Derfor bør alle konservative medlemmer overveje, hvorvidt Tomas Dyrbye er den rigtige formand!

Publiceret 25 April 2019 14:30