"Lige som jeg har Thorkild været konservativ hele sit liv. Han er et utrolig engageret menneske, og i min periode var han den, der deltog og ydede mest for vælgerforeningen," skriver tidligere K-formand i Hørsholm, Claus Normann.

DEBAT:

En stor fejl!

Tidligere konservativ formand i Hørsholm Claus Normann begræder, at partiet nu har ekskluderet Thorkild Gruelund

Af Claus Normann, Strandbjerg 2f, Rungsted Kyst:

Det er trist, at jeg føler, at jeg ikke kan undgå at skrive dette indlæg. Jeg har været konservativ hele mit liv, herunder kørt valgkamp for Poul Schlüter og i en kort periode været formand for de konservative i Hørsholm.

Jeg synes, det er trist, dels fordi der er tale om en eksklusion af Thorkild Gruelund, dels fordi den skal behandles i lokalpressen.

Lige som jeg har Thorkild været konservativ hele sit liv. Han kender sine rødder og politiske ståsted. Han er et utrolig engageret menneske, og udover hans engagement i Hørsholm Kommunalbestyrelse, var han i min periode, den der deltog og ydede mest for vælgerforeningen.

Thorkild har som privat borger kørt en sag mod kommunen, hvilket er hans - uanset stilling som kommunalbestyrelsesmedlem - grundlovssikrede ret - og han har fået medhold.

Det vil vælgerforeningens bestyrelse nu belønne med en eksklusion ved en ekstraordinær generalforsamling.

Jeg håber medlemmerne taler Roma midt imod, og ikke alene er stemmekvæg. Jeg meldte mig ud af de konservative, fordi folketingsgruppen havde glemt deres rødder og alene fremsatte forslag, der var sammenfaldende med dårligt dokumenterede avisoverskrifter.

Hvis de konservative i Hørsholm ekskluderer Thorkild, så mangler de også min stemme fremover. Den går til Gruelund-listen, hvor jeg gerne deltager aktivt.

Publiceret 02 May 2019 16:00