Skolerne i Hørsholm er udsat for store besparelser, som en del af vedtaget genopretningsplan for Hørsholm Kommune.

Skolerne i Hørsholm er udsat for store besparelser, som en del af vedtaget genopretningsplan for Hørsholm Kommune. Arkivfoto: Morten Timm

DEBAT:

Hørsholm kommune vil begejstre - men eleverne betaler prisen

Af Kia Stine Lindegaard, på vegne af 38 lærere og 10 pædagoger på en af Hørsholms folkeskoler, Drosselvænget 208, Kokkedal:

For nylig bragte Hørsholm Kommune en annonce, hvori de skrev, at det “er konge at vokse op i Hørsholm”. Annoncens formål var at lokke flere børnefamilier til kommunen, og den nævner blandt andet, at Hørsholm har Danmarks bedste skoler. Og det er måske rigtigt nok.

Men Hørsholm Kommune er under et enormt økonomisk pres, og det kan vi i den grad mærke i vores hverdag som skolelærere og skolepædagoger. Der bliver skruet ned for varmen i alle klasselokaler.

Hyggelige traditioner, som fastelavnsboller til indskolingen, er sparet væk, og nogle lejrskoler udskydes et år for at få budgettet til at række.

Den største udfordring lige nu er dog den besparelse, som skal findes på skolernes vikarbudget.

Der er fra kommunens side afsat alt for få midler til vikardækning. Flere af udskolingsklasserne sidder alene eller sendes hjem. Pædagoger, som skulle være en ekstra hjælp i de små klasser, bliver taget ud som vikarer.

Lærere, som skal give faglig støtte til svage elever, bliver taget fra til at være vikarer. AKT-medarbejdere, der skal hjælpe med elevernes trivsel, bliver taget fra for at være vikarer.

Groft sagt alt det personale, som varetager de ekstra opgaver, som ikke hører direkte ind under den daglige undervisning, men som er så utrolig vigtigt for, at alle elever får mest muligt ud af deres skolegang.

Vi er i denne sammenhæng nødt til at gøre opmærksom på, at der gang på gang spares på elevernes skolegang. Der skal være tid og mulighed for at undervise alle elever.

Det bør aldrig accepteres, at nogle elever skal tabes i folkeskolen, fordi der skal spares på området. Nok er Hørsholm Kommune i en økonomisk ustabil situation, men det er ikke rimeligt, at eleverne skal betale prisen. Dette læserbrev er udtryk for, hvad vi som privatpersoner mener.

Publiceret 03 May 2019 12:00