Hørsholms rådhus er for stort og dyr i drift og der er vilje i byrådet til at bygge et nyt. Men der skal være økonomi i det, advarer DF's Glen Madsen.

Hørsholms rådhus er for stort og dyr i drift og der er vilje i byrådet til at bygge et nyt. Men der skal være økonomi i det, advarer DF's Glen Madsen. Arkivfoto

DEBAT:

Nyt rådhus kun når der er råd til det

Af Glen Madsen (DF) kommunalbestyrelsesmedlem og folketingskandidat i Nordsjælland:

Skal Hørsholms borgere have et nyt rådhus? Måske… Men lad os lige få afsluttet PH Park på en god måde først. På en måde, hvor borgerne føler sig hørt og med visheden om en sund økonomi i det projekt, førend vi beslutter noget om et nyt rådhus.

Drømmene om et nyt rådhus tager til på de bonede gulve i Hørsholm, og de 2,5 millioner kroner, alle partierne, undtaget Dansk Folkeparti, i slutningen af november sidste år besluttede at bruge på en forundersøgelse, er i den grad i gang med at få ben og gå på. Noget af det, forundersøgelsen endeligt skal afklare, er, hvordan hele den samlede økonomi i projektet hænger sammen.

Og netop økonomien er altafgørende for Dansk Folkepartis stillingtagen i forhold til et eventuelt nyt rådhus. For uden en stensikker garanti for, at et nyt rådhus økonomisk vil være en gevinst for borgerne, så bliver det meget svært for Dansk Folkeparti at stemme for.

Det er altid vigtigt at have styr på økonomien i nye projekter, men især i tider, hvor både kommunens driftsudgifter og likviditet er under et så massivt pres, at en genopretningsplan har været nødvendig, er det essentielt at være ekstra påpasselig.

Nogle gange har ting det med at se pænere ud på papiret end de i virkeligheden er. Den situation skal vi for alt i verden undgå, for kommunens økonomi kan ikke holde til flere dårlige beslutninger. Både PH Park og et eventuelt nyt rådhus skal være forankret i den allerstørste respekt for borgernes penge og være lig med godt købmandsskab. Det skylder vi ganske enkelt borgerne.

Publiceret 20 May 2019 17:30