Bent Fabricius mener, at Venstre har begået klart forligsbrud ved at stemme nej til kulturdagen i Sport-, fritid- og kuturudvalget.

Bent Fabricius mener, at Venstre har begået klart forligsbrud ved at stemme nej til kulturdagen i Sport-, fritid- og kuturudvalget. Foto: Morten Timm

DEBAT:

Forligsbrud – hverken mere eller mindre, Jørgen Eirfeldt

Af Bent Fabricius (K), Møllevej 7A, medlem af kommunalbestyrelsen:

Jørgen Eirfeldt bringer i Ugebladet den 14. maj en debatartikel under overskriften ”anstændighed eller forligsbrud”. Artiklen omhandler Venstres nej til Kulturdagen på Sport-Fritids- og Kulturudvalgets møde den 10. april 2019, uagtet kulturdagen er en del af et forlig, hvori Venstre indgår.

Lad os nu kalde en spade for en spade. Professor Bent Greve og chefforsker Roger Buch har i Ugebladet den 7. maj klart udtalt, at Venstre-nej til kulturdagen er forligsbrud. I din debatartikel pakker du dog det faktum ind i overvejelser om anstændighed, eksorbitante høje beløb, arrogance, uansvarlighed og demokratiproblem.

Det står dig da naturligvis frit for at udlægge teksten på din måde. Men jeg synes anstændigvis, at du også bør oplyse konsekvensen ved denne måde at agere på. Du skaber nemlig usikkerhed om, hvorvidt Venstre som et ansvarligt parti er indstillet på at deltage i udviklingen af kommunen og ikke blot vil sidde og hyle kritisk på sidelinjen uden reelt at ville bidrage.

Man kan naturligvis spørge, om et beløb på 515.000 virkeligt skal blæses op på denne måde.

Det er imidlertid ikke beløbets størrelse, men princippet, som er afgørende. Så svaret, om Venstre reelt ønsker indflydelse, blafrer indtil videre i vinden.

Jeg bemærker, at Jørgen Eirfeldt i debatartiklen dog er indstillet på at bruge penge på en anden model, der ifølge dig er mere nærværende og lokal. Hvorfor en kulturdag på Ridebanen ikke er nærværende og lokal fremgår ikke af din debatartikel.

Publiceret 26 May 2019 07:00