Mette Abildgaard

Konservativ spidskandidat i Nordsjælland, Mette Abildgaard. Foto: Steen Brogaard

DEBAT:

Vi skal ikke beskatte folk fra hus og hjem

Når jeg kommer rundt i valgkampen, kan jeg høre, hvordan boligskatterne gør livet usikkert for rigtig mange boligejere i Nordsjælland, skriver Mette Abildgaard fra Konservative

Mette Abildgaard, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti

Af Mette Abildgaard (K), kandidat og gruppeformand for Det Konservative Folkeparti:

Vores hjem skal ikke være et lukrativt skatteobjekt for staten. For man skal ikke beskattes af noget, man ikke tjener penge på. Og det gør man altså ikke på mursten, før man sælger sit hus.

Når jeg kommer rundt i valgkampen, kan jeg høre, hvordan boligskatterne gør livet usikkert for rigtig mange boligejere i Nordsjælland.

Vi konservative har kæmpet en hård kamp for boligejerne i Danmark. Da der i denne valgperiode blev indgået en bred boligaftale, sagde politisk kommentator Noa Redington direkte: ”De danske boligejere skal være glade for, at de konservative sad med rundt om bordet”.

Vi konservative arbejder målrettet på at lette boligskatterne endnu mere, for de er fortsat urimeligt høje og risikerer at sende husejere på gaden, når de eksempelvis trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og folkepensionen ikke vokser i takt med boligskatterne.

På sigt er vores mål at afskaffe boligskatterne helt, så man først betaler skat, hvis der realiseres en gevinst i forbindelse med salg. For der skal være tryghed om boligejerne, så vi har råd til at blive boende i de hjem, vi både har købt og betalt – uanset politikernes luner.

Publiceret 04 June 2019 14:45