Byrådsmedlemmerne Ann Lindhardt (V) og Glen Madsen (DF) kritiserer, at der nu prioriteres med en 'hvad-nu-hvis' ekstra ismaskine.

Byrådsmedlemmerne Ann Lindhardt (V) og Glen Madsen (DF) kritiserer, at der nu prioriteres med en 'hvad-nu-hvis' ekstra ismaskine.

DEBAT:

En million kroner på glatis

Ak ja, der er ingen smalle steder i Bredgade, når flertallet skal finde penge til deres konstitueringsaftaler, mener DFs Glen Madsen og Venstres Ann Lindhardt

Af Glen Madsen (DF) og Ann Lindhardt (V), medlemmer af Hørsholm Kommunalbestyrelse:

Er en reserve-ismaskine i skøjtehallerne vigtigere end muligheden for bedre trivsels- og læringsmæssige faciliteter til vores børn eller mere omsorg til de ældre?

Ikke for os..!

Men det må det være for Konservative, Socialdemokratiet og Thorkild Gruelund, der på kommunalbestyrelsesmødet forleden dag besluttede at tage forskud på den forestående budgetproces ved på forhånd at afsætte en million kroner til at supplere den KUN 7-8 år gamle ismaskine i skøjtehallerne med en spritny.

Ak ja, der er ingen smalle steder i Bredgade, når flertallet skal finde penge til deres konstitueringsaftaler. Og hvorfor i alverden bliver der så sjældent ført ordentlig borgerlig politik i Hørsholm?

Helt overordnet set er det en uskik at stemme en beslutning, der rettelig hører til i forbindelse med en budgetaftale, igennem på forhånd. Og med kommunens ekstremt pressede økonomiske situation in mente er det ganske enkelt uhørt at lægge endnu mere højde og fylde på det bjerg, borgerne i forvejen skal bestige, når budget 2020-2023 er en realitet.

Vi under naturligvis brugerne af skøjtehallerne (også de mange udenbys borgere) nogle gode forhold. Men da kommunens nuværende økonomiske situation er katastrofal ringe, så er det altså ikke lige nu, før en budgetforhandling, at skøjtehallerne skal prioriteres med en 'hvad-nu-hvis' ekstra ismaskine. Der udelukkende vil være nødvendig i de meget begrænsede situationer, hvor den nuværende ismaskine risikerer at bryde ned og ikke kan repareres indenfor kort tid.

Havde der været en million kroner til fri afbenyttelse i kommunens anlægsbudget nu, så havde vi prioriteret at bruge pengene på eksempelvis planlægningsskærme, der havde muliggjort mere omsorg og livskvalitet til kommunens ældre. Eller på de daginstitutioner og skoler, der både trænger og mangler, fordi der i årevis er opbygget et vedligeholdelsesmæssigt efterslæb.

Sådan er politiske prioriteringer så forskellige…

Publiceret 26 June 2019 06:30