Byrådsmedlem Annette Wiencken opfordrer borgerne til at besøge Hørsholm Kommunes stand på Kulturdagen og fortælle os, hvordan DU gerne vil involveres i byens beslutninger, og hvad du tænker om vores 'grundprincipper for borgerinddragelse'.

Byrådsmedlem Annette Wiencken opfordrer borgerne til at besøge Hørsholm Kommunes stand på Kulturdagen og fortælle os, hvordan DU gerne vil involveres i byens beslutninger, og hvad du tænker om vores 'grundprincipper for borgerinddragelse'. Pressefoto

DEBAT:

Vær med til at skabe 'Hørsholm-model' for borgerinddragelse

Det sker på lørdagens Kulturdag på Ridebanen, skriver Annette Wiencken (V) som en del af Arbejdsgruppen for borgerinddragelse

Af Annette Wiencken (V), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse og medlem af Arbejdsgruppen for borgerinddragelse:

Har du en mening, som du gerne vil dele med kommunen? På Kulturdagen på lørdag 7. september kan du finde Hørsholm Kommune her og der og alle vegne.

Et vigtigt tema på kulturdagen bliver nemlig at skabe en 'Hørsholm-model' for borgerinddragelse.

I Hørsholm Kommunalbestyrelse bestræber vi os på i højere grad end hidtil at involvere borgerne i nogle af de beslutninger, som vi skal træffe.

Vi har derfor nedsat en arbejdsgruppe, som har det fokus at undersøge, hvordan, hvornår og i hvilket omfang borgernes stemme bør høres i disse beslutninger.

For lidt og for meget fordærver som bekendt alt. Derfor er det vigtigt for os at vide, om du har lyst til aktivt at indgå i aktiviteter om borgerinddragelse, om du hellere vil være fri - eller om dit engagement ligger et sted derimellem.

På kommunens stand kan du fortælle os, hvordan DU gerne vil involveres i byens beslutninger, og hvad du tænker om vores 'grundprincipper for borgerinddragelse', som vi vil blive præsenteret for.

I Ølteltet vil du desuden kunne finde flere medlemmer af arbejdsgruppen. Her vil der være to 'samtalesaloner': én om byliv, børneliv og bæredygtighed og den afløses af en anden om tryghed.

En samtalesalon består af gruppedrøftelser i mindre grupper om et specifikt tema. Her kan udveksles synspunkter, og forhåbentlig går alle parter beriget derfra. Hørsholm Kommune sørger for, at der er en ordstyrer, og udgangspunktet er, at alle lytter, spørger og diskuterer.

Der vil være konkurrencer og sjove indslag, og alle borgere er velkomne. Vi glæder os til at møde dig til en snak om, hvordan du gerne vil høres i de vigtige beslutninger for Hørsholm.

På gensyn på Kulturdagen på Ridebanen på lørdag 7. september.

Publiceret 03 September 2019 15:00