2-minus-1-vejen på Stampevej fungerer ganske enkelt ikke. Bilister benytter asfalten i fuld bredde uanset afstribning - til stor fare for cyklister, der benytter vejen, mener Jørgen Bendsen.

2-minus-1-vejen på Stampevej fungerer ganske enkelt ikke. Bilister benytter asfalten i fuld bredde uanset afstribning - til stor fare for cyklister, der benytter vejen, mener Jørgen Bendsen. Foto: Morten Timm

DEBAT:

Mens vi venter på ulykken

Stampevej er en racerbane for gennemkørende trafik, men kommunens trafiksanering virker ikke

Af Jørgen Bendsen, Stenhavevej 15, Hørsholm:

Det er nu tre år siden, Hørsholm Kommune besluttede at trafiksanere Stampevej ved at fjerne en del af de tidligere indsnævringer og indføre hastighedsgrænse på 40 km/t samt anlægge en såkaldt 2-minus-1-vej med i princippet kun én vejbane.

Men både Rambølls evaluering af projektet og de efterfølgende hastighedsmålinger viser, at hastigheden på den smalleste og tættest trafikerede del af Stampevej er steget.

2-minus-1-vejen fungerer ganske enkelt ikke. Bilister benytter asfalten i fuld bredde uanset afstribning - til stor fare for cyklister, der benytter vejen og skolebørn, der forsøger at krydse den.

Forleden observerede jeg en mor med to cyklende børn og en bil lige i hælene blive overhalet i høj fart, inden vedkommende måtte bremse hårdt op for en modkørende. En morgen i sidste uge var en bus og en bil i høj fart ved at ramme hinanden i en indsnævring.

Det er mig en gåde, at Hørsholm Kommune intet reelt gør ved situationen. Jeg forstår, at nye hastighedstavler snart males på kørebanen, mens en hævet flade ved Stenhavevej, der slet ikke fungerer som fartdæmper, får lov at ligge.

Dermed forbliver vejen det, den har været siden trafiksaneringen – en racerbane for gennemkørende trafik med over 3.000 biler i døgnet.

De tørre tal fra kommunes hastighedsmålinger taler deres eget sprog: Gennemsnitsfarten er steget, og mens 60 procent af bilerne i 2017 overholdt hastighedsgrænsen, er antallet ifølge seneste måling, som kommunen har valgt ikke at lægge offentligt frem, faldet til blot 35 pct.

Det er tusindvis af biler, der kører for stærkt hver dag og med hastigheder op til 70 km/t.

Skal der virkelig en dødsulykke til, før kommunen tager ordentligt hånd om et problem, man selv har været med til at skabe?

Publiceret 06 September 2019 07:30