Der var stuvende fuldt, da kommunalbestyrelsen 26. august behandlede og udsatte sagen om byggeriet på Hulsøvang 20. Fredag 13. september bliver sagen behandlet påny i Miljø- og planlægningsudvalget.

Der var stuvende fuldt, da kommunalbestyrelsen 26. august behandlede og udsatte sagen om byggeriet på Hulsøvang 20. Fredag 13. september bliver sagen behandlet påny i Miljø- og planlægningsudvalget. Foto: Fred Jacobsen

DEBAT: Er borgmesteren bange?

Lad os nu få de lokalplaner i Folehavekvarteret og Rungsted, som Konservative lovede os i valgkampen, skriver debattøren

Af Thomas Kent Larsen, Gøgevang 64, Hørsholm:

Fascinerende læsning i Ugebladet, hvor en developer truer Hørsholm Kommune.

Developer Jesper Vissing truer med at trække sig fra fremtidige projekter i Hørsholm Kommune, hvis der fredag den 13. september nedlægges paragraf 14 forbud på sagen Hulsøvang 20.

Dette må vel være et desperat forsøg fra Jesper Vissings side. Jeg tænker blot; Jesper Vissing er nok ikke en Messias som bygger for andres vindings skyld. Jesper Vissing er nok som developere er flest, og det er der slet ikke noget galt i, han optimerer egen indtjening. Det betyder også, at hvis Jesper Vissing ikke længere vil lave projekter i Hørsholm Kommune, så er der nok andre developere som vil.

Hørsholms borgere ønsker ikke projekter, hvor der stuves flest mulige familier og kvadratmeter ind på byggegrunde – så hvis Jesper Vissing kan finde andre kommuner, som længes efter en visionær developer, så er det nok helt fint med de fleste Hørsholm borgere.

Hermed skal der lyde et opråb til Kommunalbestyrelsen: Nu skal I se at komme i gang med udvikling af lokalplaner som lovet ved valget i 2017 - dette kan ikke længere udskydes. Der er ingen undskyldninger for ikke straks at sætte dette arbejde i gang. Både borgere og udviklere har ret til at kende til regler og retningslinjer, så alle ved, hvad der er lov og ret.

Havde Kommunalbestyrelsen gjort som de lovede efter valget i 2017, så havde Hørsholm Kommune ikke været så presset som nu, og vi var sluppet for de andre sager, hvor en manglende lokalplan gjorde det muligt for developere som Jesper Vissing at bygge rædsler, tjene på det, mens alle naboer fik en værdiforringelse, pga indkig, skyggegener osv.

Det bør vel efterhånden været gået op for Hørsholm Kommune at noget skal der gøres. Glem ikke, at I er valgt for at varetage borgernes interesser. Og lokalplaner i hhv. Folehavekvarteret og Rungsted var et klart løfte fra Konservative ved valget i 2017.

Derfor forventer jeg, at politikerne gør som de har lovet borgerne, og at der fredag den 13. september endeligt bliver truffet en afgørelse om at nedlægge en paragraf 14-forbud på Hulsøvang 20 – og at Hørsholm Kommune derefter hurtigt kommer i gang med lokalplansarbejdet som lovet ved valget 2017.

Publiceret 12 September 2019 07:00