Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lions Børnehuse: Et bedre tilsyn er ingen garanti mod uregelmæssigheder

Borgmester tager undersøgelsens anbefalinger til efterretning

Hørsholm Kommune kunne have ført et mere effektivt tilsyn med Lions Børnehuse. Det vil dog ikke være nogen garanti for, at de uregelmæssigheder, der i decemer sidste år rystede det selvejende institutionsområde, ikke kunne have fundet sted. Og overordnet set har kommunen ført det tilsyn, der skal til - oven i købet med tiltag, som man ikke ser i sammenlignelige kommuner.

Det er en af konklusionerne i en rapport om Hørsholm Kommunes tilsyn med Lions Børnehuse, som kommunabestyrelsen her til aften behandlede på et lukket møde. Det er en rapport, kommunen selv har bestilt på baggrund af sagen om mulig millionsvindel i Lions Børnehuse. Og en rapport, borgmester Morten Slotved (K) har det godt med.

“Jeg er glad for, at vi nu får vendt hver en sten i denne sag og er tryg ved, at PwC-rapporten peger på processer, vi skal se på,” siger Morten Slotved til Ugebladet. Han tager rapportens anbefalinger til efterretning.

Ingen godkendte regnskaber

Én af de processer, der fremadrettet skal forbedres, er, at et selvejende område skal fremlægge reviderede regnskaber.

PwC-rapporten peger nemlig på, at den i sin gennemgang af sagen hverken har set regnskaber, der er godkendt af bestyrelsen eller reviderede regnskaber. Det er, siger PwC, et forhold, som Hørsholm Kommune i forløbet hverken har identificeret eller påpeget.

Det er der ifølge borgmesteren en forklaring på: Økonomi og regnskab er opgaver, der ligger hos bestyrelsen i Lions Selvejende Børnehuse.

“Kommunen har fået indrapporteret forbrugstal en gang om året, men har undervejs selv gjort opmærksom et stort forbrug og underskud. Det har der så været troværdige forklaringer på fra områdets side, som drejede sig om en dyr madordning, flytning til en ny institution og en langstrakt tilpasning af personalet på grund af opsigelsesvarsler. Fremadrettet vil det være et krav til selvejende institutioner, at der skal foreligge et selvstændigt revideret regnskab,” fastslår Morten Slotved.

Mange dankort og udlæg

PwC-rapporten peger også på en række andre forhold, der kan forbedres i kommunens tilsynsrolle.

For eksempel tilsynet med “anvendelse af decentrale enheders dankort” og godkendelse af medarbejdernes private udlæg, hvor rapporten anbefaler dialog og en styrkelse af de interne revisionsbesøg. Desuden lyder en anbefalingen, at anvisning af beløb skal ske under kontrol af “personer med højere charge”.

Sagen afskrækker imidlertid ikke borgmesteren fra fortsat at have private eller selvejende institutioner som en del af tilbuddet på daginstitutionsområdet.

“Som konservativ går jeg ind for det frie initiativ, så det vil jeg da være positiv over for. Og uden tillid er det umuligt at drive det selvejende. Men der skal være en tættere dialog og processer, som alle føler sig trygge ved,” siger Morten Slotved.

Børnehuset, et af tre daginstitutioner under Lions Selvejende Børnehuse, har netop besluttet at opgive selvejet og blive en kommunal instotution. Det er endnu uvist, om de to øvrige institutioner, Solhuset og Løvehuset, følger efter.

Sigtet for mandatsvig

Sagen om uregelmæssigheder i Lions Børnehuse i Hørsholm eksploderede i december sidste år. Der er formentlig tale om en større svindelsag, som foreløbig har betydet, at den tidligere områdeleder plus yderligere tre medarbejdere er blevet afskediget. Kommunen har afsat op til to millioner kroner for at dække mulige tab i sagen.

Nordsjællands Politis afdeling før økonomisk kriminalitet efterforsker desuden sagen mod den tidligere områdeleder, som er siget for mandatsvig. Hun er den eneste sigtede i sagen.

Ud over den politimæssige efterforskning er jurister fra Kommunernes Landsforening (KL) i færd med at undersøge Lions Børnehuses bestyrelses rolle i sagen. Den rapport ventes klar efter sommerferien.

Publiceret: 19. Juni 2017 22:27
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere